Man kan vel godt kalde det et tema…

-for det lader på en måde ikke til at gå væk, bare fordi jeg har bokset med det før. Det handler om samvittighed. Dårlig, som regel. Utilstrækkelighed, frustration, vægelsind og alt, hvad der hører hjemme i samme kategori. I virkeligheden kan jeg jo ikke sige, at det bare er mig, der lider af syndromet. Det er der ret mange mennesker, der gør, ret tit kvinder også. Ved ikke, om mænd ikke har den skrue i deres sjæl, som kan ryste sig løs og lave skrammer, sådan som jeg og mange andre kvinder har?! I så fald er de ret heldige, mændene.
Nå. Men jeg ville bare lige runde temaet endnu en gang. Bare for ligesom at slå det helt fast. Cementere tilstedeværelsen af det sådan rigtig grundigt! Det kunne jo være, nogen ikke havde hørt om det før…
Sagen er, at jeg synes det er svært. Svært at leve med alle kravene, der hver eneste dag stritter i alle retninger, helt upåvirkede af, at jeg faktisk kun har to arme og 24 timer pr døgn til rådighed, til at indfri det hele med. Jeg ved godt, at man skal sortere. Tro mig. Det har jeg gjort. Der er bare stadig en ret stor stak strittende krav og ønsker til overs efter sorteringen.
Jeg synes, det er kattens svært at nå de ting, jeg gerne vil. Og nærmest endnu mere synes jeg det er svært at tillade mig at være tilfreds. Med den løste opgave. Med prioriteringer. Med mig selv. Virkelig meget det sidste. For kan jeg tillade mig det?! At være tilfreds med min mor-hed. Kone-hed. Med min indsats og kunnen på arbejdet. Som veninde. Som alting? Skørt at stille sig selv sådan nogle spørgsmål. De er ubesvarlige. Man kan ikke bare kaste sig selv op i luften og glo på det, der flyver rundt deroppe og sige, at hun enten duer eller ikke gør. Det er for stort og dumt. Jeg duer formentlig til noget. Håber jeg. Og så er der også en lang række af ting, som jeg bestemt ikke duer til. Hvilket i sig selv ikke er mærkeligt. Jeg duer ikke til at være ingeniør, for jeg er sygeplejerske. Jeg duer ikke til at være single, for jeg er gift og har børn. Den slags kan jeg godt fatte og forlige mig med. Det er ligesom ret indlysende og ikke kompromitterende for min selvopfattelse og min dårlige samvittighed. Problemet ligger jo der, hvor jeg har en opfattelse af, at jeg burde være/kunne/skulle/gøre noget andet, end det, jeg i virkeligheden gør eller er. Top irriterende! Fordi det er ret mange ting, der ligger ind under den kategori. Fordi jeg hele tiden synes, at jeg burde gøre og være noget andet. Fordi jeg kan ende med at slå mig selv i hovedet med selv de dummeste ting. Sm for eksempel hvor mange dage, det er siden, jeg sidst var i træningscenteret. Hvis det er mere end 7 dage, er jeg en taber. Uden rygrad og viljestyrke. Og så sidder jeg der og får dårlig samvittighed. Over for hvem? Mig selv? Verden? Min krop? Don’t know. Ved bare, at den er der og den spiser mig. Og det var jo bare træningscenteret. Vent bare, til jeg ruller børne-samvittigheden ud! Jeg tager mig selv i at kigge på jobannoncer og huse, og jeg undrer mig over hvorfor. Måske prøver jeg bare at lave en anden version af mig. Hvor den del af mig ikke findes. Eller i hvert fald ikke fylder så meget. Det virker ikke. Jeg kan ikke blive en anden, bare ved at flytte i etplanshus med græsplæne og carport. Tværtimod. Ville formentlig blive en endnu ringere version af mig, når jeg opdagede, at det ikke havde virket efter hensigten. Problemet er jo, at jeg ved lige præcis, hvad jeg ville sige til den veninde, der sad og kortlagde alle de ting, jeg lige har sagt. Jeg ved lige præcis, hvad jeg ville tænke, hvor løsningsorienteret jeg ville være. Hvor velmenende jeg ville forsøge at komme med forslag og konstruktive tanker. Det virker ikke en skid på mig. Jeg har jo arbejdet hårdt med det her i de sidste syv år. Siden Ella blev født og jeg gik ned med et brag. Syv år, Niller. Man ved et og andet! Men jeg har åbenbart ikke formået at løse den gordiske knude, vel. Og man ved åbenbart ikke nok, selvom man har knoklet for det, været ude på dybt vand og er blevet dykket igen og igen. Det synes jeg så er ret tarveligt. Må man ikke godt snart blive lidt fri for det bøvl?!
Nå. Det var temaet. Igen. Beklager. Jeg arbejder på at blive voksen nok til at komme over det… Imens vil jeg forsøge at være ligeglad med, at det er dag nr 8, siden jeg sidst var nede og træne. For jeg gider det ikke i dag!

Reklamer

5 kommentarer on “Man kan vel godt kalde det et tema…”

  1. Lili Ruby siger:

    JEG synes du er MÆGTIG MÆGTIG SEJ… men jeg kan sagtens sætte mig ind i, at du har er ved at synes det er TRÆLS rigtig godt jysk TRÆLS!!! så unfair…at du skal blive VED med at kæmpe og kæmpe

    Men du HAR jo faktisk feks. tre skønne dejlige, velfungerende, opdragne og elskelige unger. NOGET GØR DU DA RIGTIG 🙂 🙂 Det må man da synes. Men som du også siger… du ved jo godt hvilke råd og velmenende ord du Selv ville give videre…det gør det bare ikke nemmere at sige det til sig selv.

    JEG synes du er MEGA MEGA SEJ… og indeholder UTROLIG mange skønne skønne værdier og kvaliteter.

    KNUS

  2. Heidi Jørgensen siger:

    Din blog er min allermest ynglings i hele blogland blandt andet pga. dit tema.
    Den viser så fint uden lak og glansbilleder, at det at være et (mor-)menneske også er rodet, forvirrende og svært.
    At det er plaget af sorg, ulykke, tristesse og splittelse, men også af kærlighed, håb og tro, at det er dejligt, varm og lykkeligt.

    Jeg bliver lidt lykkelig, når der er nyt fra østfronten.
    Jeg læser, reflekterer, genkender, undres, græder og glædes over dine ord.
    Og tænker at der sørme også en anden, som er skruet sådan sammen inde i hovedet.
    Jeg er ikke alene om at ikke at orke alt ting og alle krav.
    Jeg er ikke alene om at synes, at det er svært at nå alle skal-tingene, også selvom at der for 10. gang er skåret helt ind til benet og sorteret i op- og nedprioteter.
    Jeg er ikke alene om, at være trist over ikke at orke alt det gode jeg egentligt har mulighed for at gøre. Noget med børn, venner, familie og 1000-vis af andre ting jeg gerne ville og burde.
    Jeg er ikke alene om at gerne ville have ro og tid.
    Jeg er heller ikke alene om at det hele pludseligt brænder sammen i en lille sort bunke inden i mit hoved.

    Men ofte er der også store og mindre glimt af lykke, hvor alle brikkerne falder så fint på plads.
    Og både i sol og skygge er din blog en af mine allerbedste overspringshandlinger.
    For ja, jeg er sikker på, at du duer til meget.
    Jeg glædes bl.a. tit over hvor stort overskud du viser dine egne børn og de andres småbitte syge børn. Alle er i SÅ gode, kærlige og kompetente hænder.

    På mig virker du faktisk, som et ret fantastisk menneske og jeg tænker, at du sagtens kan være tilfreds med din mor-hed, kone-hed og med din indsats og kunnen på arbejdet og som veninde. Det lyser en meter ud fra skærmen.
    Så jeg tror ikke, at du behøver at bekymre dig så meget:-).

    • Ida siger:

      Tak! Af hjertet for ord og opmuntring. Det gør glad og godt, når man selv kan synes, det er lidt svært og kejtet i det der liv. Og ja, heldigvis er der mest af det gode…

  3. Trine siger:

    Kan kun tilslutte mig – din blog er absolut også min yndlings 🙂 Fordi den beskriver det helt almindelige hverdagsliv – helt ligeud af landevejen – uden at pynte.. og så kommer den jo til at ligne mange af vi andres. Du skriver så fint, så fint – med så stor kærlighed til din familie og frustration over det svære hverdagsliv.
    Jeg er blevet optaget af snakken om at være introvert og ekstrovert. Jeg er absolut introvert, og bevidstheden om forskellen, hjælper mig til en accept og forståelse af mig selv. At når jeg allerbedst kan lide at gå og nusse hjemme – og bliver træt og ked på forhånd over en alt for booket kalender, så er det fordi, at sådan er jeg skruet sammen..
    Jeg håber, at du og din familie får den skønneste sommer – med tid til at hygge og slappe af – med sol og varme – og tid til at genoplade flade batterier..
    De dejligste og varmeste hilsner
    Trine


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s