En ganske kort weekend

Det gælder om at nyde, mens man kan. Der er nogle få timers weekend på højkant i aften og i morgen formiddag. Resten af weekenden går i rask fart med vagter til de voksne og overlappende forældre til ungerne. Vi tager, hvad vi kan få, og gør det med glæde! Just hjemkommet fra sommerfest på fritidshjemmet med to halvslatne piger, er det bare i orden med mig at synke ned i hjørnet af en sofa med en lille kop kaffe uden flere planer for dagen. Det skulle da lige være at tage en lille pasning og putning af lille nabo, mens hans mor må frekventere vagtlægen. Det skal jo gøres af nogen; lige nu er jeg nu mere end godt tilfreds med at putte lille blød dreng efter læsning af diverse bøger med maskiner og robotter.

Dagene går så hurtigt, de er så fyldte af det, man vel ikke kan betegne som andet end hverdagsliv, og ind imellem kan jeg blive helt træt, når jeg kommer til at åbne min kalender og kigge for langt frem. Så bliver jeg modløs og tænker, at det klarer jeg aldrig! Det er skidt. For alting. Det er bedst, hvis dagene får lov at være fyldt af godt. Af taknemmelighed over alt det gode. Af glæde over alt det, som er sjovt og fint og dejligt. Af en lettelse, når man har klaret noget stort eller svært. Dagene skal ikke på forhånd være stemplet som uoverkommelige, uoverstigelige. De skal være gode. Det er noget af det, jeg prøver at arbejde helt konkret med. Jeg øver mig i at nøjes med at se bare en enkelt dag eller to frem. Ikke lade mig knuse under vægten af tusind opgaver, arbejdsdage, sommerfester, arrangementer og alt det andet. Øver mig bare i at lade en enkelt opgave eller udfordring fylde ad gangen. Fordi jeg ikke tror, det andet er sundt. Ikke for mig. Men jeg synes nu, det er lidt svært…
Min impuls er at bunke det hele op foran mig, skrabe det sammen i det højest mulige tårn og se beklagende på det og stønne selvmedlidende. Rimelig ukonstruktivt. Men dog min første impuls. Sammenholdt med et sind, som kan producere en depression, angstanfald og et virkelig ulideligt selvværd/selvbillede, kan det gå hen og blive en ret ærgerlig cocktail. På en måde. Derfor er det faktisk ikke valgfrit, om man har lyst til at prøve at få det til at være anderledes end impulsen tilsiger. Det er sådan en slags ‘skal-opgave’. Nogle gange er jeg virkelig sej til det. De fleste gange er jeg nogenlunde acceptabel til det. Nogle gange er jeg virkelig rådden til det. Det er bedst, når jeg er sej eller nogenlunde…
Der er egentlig ikke nogen særlig pointe med det her indlæg. Det er vist mest bare en slags oprulning af tanker, jeg har gjort mig i den seneste tid, og gør igen her inden en weekend med arbejde og for mange vagter, der ikke rigtigt passer sammen. Fordi jeg tænker lidt på, hvordan det er, man indretter sig i vores meget vestlige og i-agtige samfund, hvor karrierer skal passes pg plejes nærmest mere end børnene; hvor arbejdslivet kræver mere end sit, og gør det uden at blues, af de mennesker, som har mest at gøre på mindst tid, fordi de også er dem, der skal sikre fremtiden med sunde og gode menneskebørn, skal levere og præstere på alle tider og alle måder og så videre og videre. Det er dog paradoksalt. Og derfor også ret nødvendigt for mennesker med skrøbeligeheder og særheder i hoved, sind og krop, som mig selv, at finde frem til overlevelsesstrategier. Sært, at skulle overleve sit eget liv…
Man prøver. Vi prøver. Jeg prøver. At finde balancer og strategier og klare det hele og om muligt også nyde det imens. Det må vist være det, vi kan præstere. Her på en flad fredag aften i sofahjørnet…

20130614-205025.jpg

Reklamer


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s