Raketvidenskab. Eller ej.

Ja. Man kan jo give sig til forskellige ting, når man har tid. Eller når man ikke har. Man kan gøre fornuftige ting, støvsuge, bage kager til sine børn, vaske tøj, skrive breve, ordne skattepapirer. Den slags fornuftigheder. Eller man kan give sig til at diskutere ting, som ingen svar har, i hvert fald ingen absolutte, man kan glo ud i luften og spilde tid på det, når man har fået sænket humøret til under gulvniveau, eller andet i samme genre. Det gør jeg det lidt i, sådan lige for tiden.

Temaet er det velkendte ‘Hvad vil jeg være, når jeg bliver stor’! Eller hvor vil jeg bo. Hvad vil jeg arbejde med. Er det egentlig i orden, at jeg arbejder med det, jeg gør? Og at det har konsekvenser for mit og min families hverdagsliv sådan lidt ud over sædvanlighederne? Ja se, det er diskuteret før, til ukendelighed, men siden der ikke er absolutte svar på den type spørgsmål, er der altid plads til en runde mere i ringen!! Man kan jo også, med rette endda, hævde, at det er en kende for sent at overveje de her ting, tænker du. Jeg tænker det samme. Men det skal da bestemt ingen hindring være for mit hoved, som fuldstændig negligerer den relevante kendsgerning. Og siden mit hoved sidder sammen med resten af mig, er jeg ligesom inviteret med til festen.

Nogle gange tænker jeg, at hvis vi nu bare havde købt det der hus, ligesom alle de andre gjorde, da deres børn var i førskolealderen, så var jeg lykkeligt fri for den her omgang ringhjørnedans. Så sad jeg jo bare der, i vores hus, med vores biler og vores carport og gjorde, hvad der var nødvendigt at gøre, for at kunne blive siddende i det hus. Nogle gange ønsker jeg, at det var dét, vi havde gjort dengang. Men det gjorde vi ikke. Vi var ikke færdige med byen. Vi prøvede endda, som de fleste husker, at rykke teltpæle, børn og rødder op. Det var ikke et smart træk. Vi vendte hjem igen, som vi også både husker tydeligt og er dagligt taknemmelige for. Vi har aldrig fortrudt. Aldrig et sekund. Men hvorfor så alligevel skyggeboksningen? Jeg aner det ikke. Måske er det bare fordi, jeg mærker pladsen eller manglen på samme lidt tydeligere nu. Børnene er blevet større. Jeg er blevet ældre. Hov. Med grå hår, der ikke længere bare sidder helt tilfældigt og spredt, men som kan samle sig i en slags formation, som kan glimte i lyset. Jeg gad godt have et soveværelse, faktisk. Vi bliver nødt til at have lidt mere plads. Og måske er det bare dét, der antænder tankemalstrømmen. Det ene lille faktum. For hvad så? Nu er Ruben lige om lidt færdig som speciallæge. Bum. Så kom vi så langt. Man behøver ikke bo lige dér, hvor en kursusstilling bestemmer det. Nå. Men hvor vil man så gerne bo, når nu man alligevel skulle have noget mere plads? Kan I se det?!

Nå. Men så er det jo så heldigt, at jeg stadig er damen, der har en lille smule knald i låget. Det kan jeg fint leve med, egentlig. Det kan psykiateren heldigvis også, når bare hun får lov at bestemme noget med noget medicin. Så spørger hun lidt om forskellige ting, og hvis det går godt, tager hun ikke blokken frem og sætter krydser, men siger venlige ting, som skal bakke op om det gode og hjælpe med at nedtone det, som ikke behøver at vokse mere. Nu sidste gang, jeg var derhenne, som var lige efter en nattevagt og inden søvn, fortalte jeg vel egentlig ikke noget nyt. Sagde bare sådan noget med, at jeg godt kunne blive sådan lidt angst ved tanken om alt det her med at flytte, om det skulle være et andet sted, om jeg egentlig godt kunne tillade mig at arbejde med det, jeg gør og den slags. Altså faktisk bare sådan det, jeg indtil videre har plapret om i det her indlæg, jo. Og så kiggede hun på mig, lettere bestyrtet, og udbrød ‘Altså, hvorfor i alverden skulle I flytte et andet sted hen i landet? I har jo alting lige her, og det hele fungerer?!’ Nja, jo, men… Nåmen, det ved jeg så bare ikke, vel. Det var bare fordi, jeg ligesom syntes, jeg skulle overveje det?! Jamen seriøst? Damen har jo ret. Men hun er jo også psykiater. Jeg er vel bare… psykisk?!

Godt så. Så fik man ligesom den slået fast. Hvorfor i alverden skulle man bytte sit velfungerende liv ud med noget, man ikke ved, hvad er… Det er jo ikke raketvidenskab. Vi er bare nogen, der godt kan lide at lade som om.

Og bare fordi det hele ikke skal være alt for hysterisk højtravende- eller netop det modsatte, putter jeg så bare nogle billeder ind til at runde af med. Fordi jeg har fået et nyt kamera. Og har de bedste motiver gående.

 

Reklamer


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s