På en bededag

-vil jeg gerne bede om lidt fred og ro. Lidt overskud. Lidt mindre arbejde. Lidt mere glæde. Lidt bedre søvn om natten. Og om dagen, for den sags skyld. Den slags. Bare småting. Men vigtige småting, synes man jo.

Nu er den jo sluttet. Lockouten, som det tog mig halvdelen af de fire uger at lære at sige. Ikke strejken. Lockouten. Jeg er ganske klar over forskellen. Mit hoved kunne bare ikke fatte forskellen i praksis. Hverdagen strejkede, fordi lærerne var blevet lockoutede. Det var synd. For lærerne. For børnene. For familierne. Det er sådan set stadig synd, selvom den er slut. For der er jo i virkeligheden ikke kommet noget særligt ud af det hele, udover at lærerne alligevel blev bestemt over, selvom de ikke ville. Selvom vi har råbt os hæse i ord som Den Danske Model og Forhandlinger og alt muligt. KL og regeringen bestemte alligevel. Tilbage står nogle kede lærere. Det forstår jeg godt. De vandt ingenting. Og så er der jo lige børnene også. Og familierne. De er også kede. Fordi de er presset helt ned i sædet af at løse det umulige i fire uger. Uden at nogen alligevel er glade og følte, at det virkelig battede noget…


Jeg har som sådan ikke noget stort at mene om hele den politiske del. Jeg er ikke klog nok på det. Min analyse slutter ved ovenstående. Det er jo en fin nok erkendelse, tænker jeg. At blande sig uden om det, som er over ens forstand. Det, jeg i stedet mærker nu, er metaltrætheden. Fordi vi, lige som så mange andre med garanti, har arbejdet totalt skævt for at få tingene til at gå op. Fordi jeg har måttet arbejde om natten og passe vores børn om dagen. Fordi jeg har sovet en tredjedel af det, man egentlig godt kunne have brug for, sådan som helt almindeligt standardmenneske. Fordi jeg simpelthen ikke orker mere konflikt, og her taler vi slet ikke om lærere eller kommuner. Her taler vi om mennesker i min husstand på 7, 10 og 12 år, som ganske enkelt er gået op i limningen af den mærkelige måned, der lige er gået. Så de skændes og hakker og mukker. I størstedelen af deres vågne timer. Selvom man forsøger, med al sin nattevagtsforstand, at aktivere, give meningsfuldt indhold i dagen, lave rare ting kombineret med lektielæsning på frihjul. Jeg forstår virkelig godt deres irritabilitet. Ingen trives jo med mærkelige dage. Nu er det slut, tænker man så. Ja. Det er det. Mandag skulle gerne blive normal. Kunne de så ikke bare overgive sig til lettelsen og glæden over det? Jo. Såmænd. Men nu bliver man så bekymret i stedet. For om det nu også er det samme, som man forlod. Om det hele nu går alligevel? Om al den snak om lærernes utilfredshed og alting nu også er gået over, så det bliver rart at ses igen? 7-åringen er ydermere gået helt i frø ved tanken om at skulle starte igen. Det er ligesom før allerførste skoledag. Hun græder og griner. Skælder ud, vrisser, smækker med døren (for vi har jo kun én, der kan smække!), sover på revnen, bliver bange for edderkopper, mus og om der er rotter i gården og om de kan komme op i hendes seng om natten.

Jeg ser i ånden, at der bliver en omgang indkøring forfra. Det er selvfølgelig ok, hvis det er dét, der skal til for at skabe ro og tryghed igen. Klart. Jeg kunne bare så godt bruge en lille pause. Fra hele tiden at blive råbt af, sovet på, grædt på, plaget om alting i universet og  sådan. Bare lige et par timer. Fordi jeg har sovet alt for lidt i en måned. Fordi jeg kan mærke, at den grå skygge, som bor indeni, er begyndt af hvæsse kløerne. Bare lidt. Men helt sikkert lidt hvæssen. Lidt skraben og venden og drejen sig. Humøret, som har umådeligt svært ved at komme igennem de små udfordringer uden at dykke. Hovedet, som giver sig til at problematisere ting. Som giver sig til at være bange for at blive fanget i for store menneskemængder. Som giver sig til at have ulyst til at gøre noget som helst. Kroppen, som sætter ud og giver sig til at råbe højt om, at man kun vil sove, og hvis man ikke må sove, så gider den ikke at være med. Så giver den sig til at få ondt alle mulige steder. Ryggen. Lænden. Nakken, som er låst fuldstændig fast og har været det lige så længe, som lærerne ikke har måttet gå i skole. ‘HA!’, råber den, kroppen. ‘Du er selv ude om det!’  Det har kostet en deltagelse i halvmarathon i sidste weekend. Min krop kunne ikke. Det har kostet lysten til at stå op om morgenen. Det har kostet hvæssen af kløer indeni. Jeg er træt. Bare der ikke er nogen, der beslutter sig for, at der nu skal strejkes. I protest…

Nå. Men den er slut, lockouten. Det er godt i hvert fald. I går var det vildt solskin. Det var også godt. Jeg huskede at tage billeder af det, fordi jeg ikke må glemme, at det var der.  Man skal huske at dele det hele. Nu har jeg kastet brok i grams i tekstform. Nu kaster jeg solskin og fornøjelse afsted i billedform. Fordi det hele skal være der!

Reklamer

One Comment on “På en bededag”

  1. Carportognoia siger:

    Åh, jeg har lyst til at diktere mindst en uges fri… For er det ikke, der bliver morset på indersiden af, well, hjertet, med de der meget skarpe kløer: Hold fri, før der for alvor går hul?! Sådan er det i hvert fald, når det er mig, der er udsat for hvæsning.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s