Monday, they say…

Det er mandag, siger de i avisen. Det skal nok passe. Vi er gået i stå i ugedagene- det har ligesom ikke den helt store betydning, som tingene står nu. Vi er ikke de eneste, tænker jeg, som er gået lidt sur i ugedagene. Nu har vi toppet op med 2 syge ud af 3 mulige børn. Det er jo også en slags, synes jeg. I hvert fald skred nattesøvnen sig en gevaldig tur i den anledning. Der er Far til Fire på flimmeren, dyner i sofaen, børn i krogene, der er slatne og læser Anders And’er, mens de spørger med feberblanke øjne, hvad de må få at spise… Vi har prøvet det før. Vi klarer den sagtens igen, men det behøver ikke at vare alt for længe. Hverken med sygdomme eller mærkelige uger, som ikke ligner sig selv.

Faren i huset er kommet hjem efter vagt i nat. Jeg er listet ud, efter at have serviceret i krogene, selvom jeg er blevet anbefalet at tage mig sammen og tilsidesætte mine cafébehov og luksusliv til fordel for logistik og hjemmeundervisning. Der er ikke plads til mere logistik i mit hoved, og jeg må sige til mig selv, at det er i orden at jeg tager en pause. Bare på tre kvarter. Ellers brænder jeg sammen på øverste etage. I virkeligheden er der meget få cafébesøg i mit liv. Meget lidt luksusliv.  Utrolig meget mere hverdagsliv, ligesom alle andre. Meget logistik til hverdag. Endnu mere i disse tider. Der er oftere én voksen i dobbeltsengen, end der er to. Den anden arbejder. For at få dagene og enderne til at gå op. Børnene er helt almindelige. Dejlige, skønne, mine, almindelige. Og ret rundt på gulvet over dagene og ugerne, der ligesom ikke rigtigt er rigtige. Ferie er én ting. Det her er ikke ferie. Det er… noget rod. De savner hverdagen. De keder sig. Selvom de laver lektier og leger med venner. De plager helt ufatteligt meget. Småskændes mere end vanligt. Går hinanden og de voksne på nerverne. Ligesom fluer lige før tordenvejr. Irritable. Det er ok. Jeg forstår det godt. Og så bliver jeg også bare en lille smule træt. Fordi vi ikke har et rum til hver, som man bare kan bure sig inde i og lukke døren til, når der er brug for pause. Vi har ikke engang døre. Kun to. Den ene er til toilettet. Det er begrænset, hvor mange, man kan være derude, uden at følelsen af fred og ro går fløjten. Det er ikke utilfredshed med vilkårene, det her. Det er bare fakta. Det er ikke et problem til hverdag. Det er bare lige nu, det er lidt trangt indeni og udenpå. Derfor må jeg skrotte den dårlige samvittighed, tillade mig at tænke, at mine prioriteringer ikke er forkerte eller for dårlige, når jeg har brug for en kvart pause. Jeg må skrotte lysten til at undskylde. At jeg ikke sidder og terper geometri og bøjninger i alle de ledige minutter, der er på en dag, inden jeg må tage på arbejde i ydertimerne. Jeg undskylder det ikke. Næsten. Jeg har lyst til at forklare. Jeg prøver på at lade være. Jeg er voksen nok. Voksen nok til at stå ved det, jeg mener og det, jeg synes, vi og jeg har behov for. Selvom andre måtte have lyst til at mene noget andet.

Jeg gik derfor. Ud i det grå vejr, som dog trods alt er umådelig mildt, gavmildt med følelsen af forår på spring. Det føles fantastisk. At være ude. Ikke fryse. Uden vanter og huer. Dog med halstørklæder og vindtæt jakke. Det er småting. Det dufter af forår. På gaderne er folk lidt mindre indpakkede. Kigger lidt mere op og ud, fordi der ikke står slud og små issyle ind i ansigtet sammen med vinden. Jeg har pakket tasken med kameraet. Mit gode gamle Nikon, som er ved at være så slidt, at det har fået lidt demens i evnen til at fokusere. Men som alligevel godt kan klare at komme lidt mere på tur i den gule taske. Jeg kiggede også op. Ud. Ind ad vinduer. Op i luften.

Kiggede på facader og farver. Turkise huse…

På gule, hvide, røde og laksefarvede huse.

Længselsfulde blikke på solbriller…

Gule cykelpletter på turkisfarvede vægge…

Neonfarvede regnfrakkepletter i vinduerne

Sneakers-palet i bunden af et vindue. Stof til drømme og overflødighedsønsker

Det er fint at kigge op og ud. Om lidt kigger jeg forbi en af de absolutte yndlingsbutikker på Nørrebrogade. Mixet af sko, støvler og garn er vanedannende. Jeg mangler et enkelt nøgle garn til strømperne. Hvoraf den ene er stærkt på vej til at blive færdig, men hvor jeg også godt kan regne ud, at der lige præcis ikke er nok garn i de to nøgler, jeg har til formålet. Ikke, hvis der skal være to strømper, i hvert fald. Det er indtil videre planen. Og derfor en fremragende grund til at stikke hovedet forbi shoppen og lade fingre og øjne nyde og drømme.

Reklamer


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s