Mnjaenej!

Jeg stemmer simpelthen ikke for. Ikke for konflikter, der ødelægger hverdagene, der gør børn og voksne trætte oveni hovedet, fordi ingenting er, som det plejer eller skulle have været. Jeg stemmer ikke for at konflikt’løse’ på en måde, som gør svage børn endnu svagere og dårligere stillet, som giver familier urimeligt mange udfordringer for bare at sikre deres børns nogenlunde trivsel i kaos. Jeg stemmer heller ikke for, at man ikke kan få lov at passe sit arbejde, sine børn, sit liv, uden at blive fuldstændig smadret, fordi man er nødt til at bytte sit halve arbejdsliv væk til aften og nattevagter, så man kan ‘passe’ børn, når man egentlig skulle sove. Tænk- jeg er simpelthen træt. Af det der strejkeri, af at arbejde skørt, af ikke at kunne løse pasningsproblemerne, selvom jeg gør alt, hvad jeg kan. Det kan ikke lade sig gøre at tage børn med på arbejdet- det er ikke kompatibelt med intensivt syge mennesker og mennesker i krise… By the way er den pasningsløse syvårige også ret bange for blod og farlighed. No good. At all!

Jamen, så tror jeg faktisk, jeg har fået dén slået fast så. I øvrigt har jeg tabt fornemmelsen af, hvad man er sure over eller strejker over. Det er vel på en måde ret essentielt for en konflikt, at folk fatter hvad den handler om, ja?! Jeg har mest fornemmelsen af, at vi nu har tre børn gående her, som keder sig og bare gerne vil tilbage i skole. Og vi har cirka ganget antallet af daglige smågniderier og skænderier de tre imellem, op med- ja, hvad skal vi sige, en faktor 300?! Vi har i øvrigt en enkelt 7-årig, som helst vil holde i hånden, når man skal sove, som drømmer og råber og græder og sparker i søvne, som flipper skråt ud 17 gange om dagen og i øvrigt ikke helt fatter, hvorfor hverdagen er blevet så skør… Så vi er simpelthen klar til en afblæsning af den lockout!

Så idag har jeg

1: sneget mig en tur i IKEA. For at købe en lampeskærm. As if! Jeg trængte til at være alene. Bare en time. Dumt sted at tage hen!

2: klippet og syet et par bukser. For at abstrahere lidt fra alt det irriterende.

3: bagt en ordentlig stak boller. Til børn, der legede over det hele. Og som jeg helt vildt godt kan lide. Selvom de skændes.

4: kigget ud på vejret en million gange og været dødtræt af regnvejr og vinter.

5: gjort køkkenet rent. Alle de steder, hvor man ikke forestiller sig, at der kan være støv og fedt. Klamt. Og lækkert.

6: kysset min mand, fordi han gad lave aftensmad. Og bare fordi han er min!

 

Giv mig noget hop og noget forår! Så skal jeg nok holde op med at brokke…

 

Reklamer

3 kommentarer on “Mnjaenej!”

  1. susanne siger:

    Hm hm hm… der er altså INGEN der strejker – de der plejer at være dem der viser undere for dine børn, de vil GERNE tage sig af dit afkom – men er blevet lukket ude fra deres arbejdspladser fordi de ikke bare vil gøre som hr. arbejdsgiver siger!!! Ringer der mon ikke en lille klokke da DIN faggruppe netop STREJKEDE for år tilbage? Fordi vilkårende var for ringe, fordi din faggruppe gerne ville have mulighed for at gøre jeres arbejde ordentligt……. til en realistisk løn og på vilkår som almindelige mennesker godt kunne se var rimelige! Så frem med din uselviske solidaritet, kram de der skønne unger, der ganske sikkert mere er præget af en opgivende mor end af at deres skole er lukket. Giv dem opgaver der passer til al den aktivitet du gerne vil have – der er med sikkerhed flere af dem der ville kunne tørre af både indeni og ovenpå skabe, ville kunne ælte boller og ordne andre praktiske ting – hvis du tager to timer ud og bruger dem på dine egne børn og lader hånt om tanken om dårligt vejr, trælse vagter, morgendagen og selv kan behovsudsætte både café besøg og lign. så kan du med sikkerhed får det bedste ud af en træls situation. Indgå skematiske aftaler med dig selv og dine tre skolebørn – om at først er der de og de ting almindelige husholdnings, hverdagsagtige ting og opgaver som I SKAL have gjort, så er der en eller måske to times aktivitet med dig og dem på deres primisser. Derefter een hel time med ro til dig – for dig selv – og uden afbrydelser med mindre der er tale om farlige situationer! Giv dem ren besked – øv dem i at have stilletime hver for sig – brug hele lejlighedens rum – et til hvert menneske. Giv dem eletronisk udstyr eller dvd at fordrive tiden med – og sluttelig; vis dig som en sand logistik-moar, der kan indgå aftaler med en anden mor/far om at “bytte børn” en halv dag ad gangen eller skiftes dag efter dag…..Man kan altid falde i traurigheds- og alt-er-skidt hullet – men du er for klog og for kvik i pæren til det Ida – spring dét hul over og tag og glæd dig over livet i stedet! Masser af kram og positive hilsner!

    • Ida siger:

      Orv, der kom kam til håret der! Fair nok- hvis man piver offentligt, får man også svar. Men så må man heldigvisnogså gerne tage til genmæle. 🙂 Nej, der er ingen, der strejker, forkert ordvalg. Men der er nogen, der uanset hvad, ikke kan finde ud af tingene på en særlig konstruktiv måde- hverken den ene eller den anden side af konflikten. Og jo, jeg husker tydeligt sundhedskartellets egen konflikt- jeg syntes og synes stadig, at der er bedre måder at forhandle/vise utilfredshed på. Og jeg er jo ansat i den ende af sundhedsvæsenet, der aldrig strejker alligevel, fordi det kan man jo faktisk ikke, vel. Det er der jo nogen, der dør af. Logistikken kan i øvrigt heller ikke være mere udspændt her i huset heller- der er ikke mere end en enkelt voksen i husstanden samtidigt, heller ikke om natten, så ved du hvad, den køber jeg ikke, den med at jeg skal behovsudsætte egne cafebesøg og den slags. Mine børn hjælper skam også til, men der er nu alligevel ting, der ikke er deres ansvar, bolledej eller ej, og det tænker jeg ikke, der er så meget diskussion om. Og jo, humør smitter, men at tage hele æren for deres utålmodige venten på normaliteten og irritation over ikke at kunne være tilstede i hverdagen og almindeligheder med venner, skolesager og de almindelige udfordringer, er nu alligevel en slags mundfuld, synes jeg. Der kunne jo også være den mulighed, at bloggen faktisk fungerer som ventil, så det netop ikke er dem, der skal bære rundt på mig og mit…
      Tak for indspark, hermed et gensvar- fra en logistisk udfordret mor, som tager både sit eget ansvar og lærernes arbejdsvilkår alvorligt. 🙂

  2. Heidi Jørgensen siger:

    Hold op, hvor jeg kan genkende det……..Jeg er H.E.L.T på lærernes side, men jeg er også udfordret både på logistikken, hitte på som-heden og behovet for en lille bitte smule ro.
    Mine børn er 11 og 13 år, så de behøver ikke at være mandsopdækkede hele dagen, hvilket kombineret med et offentligt 8-15.30-job, giver lidt luft, men de kan snart gå på lofter af rastløshed.
    Og jeg kan ikke fylde tomrummet helt ud, for savnet af deres hverdag fylder bare voldsomt meget.
    Tænker måske, at det er en “ligth”-udgave at være arbejdsløs. Ferie og frihed er bare sjovest med en bagkant og usikkerhed, utryghed og ventetid i den forbindelse er bare træls.
    I 14 dage har jeg indført diverse skoleopgaver i mor’s skole.
    Vi har været omkring besættelsestiden, geografi, masser af matematik, natur og teknik, regeringen og kongehuset, madlavning, vasketøj, støvsugning osv. osv.
    Om aften retter jeg opgaver og laver nye til dagen efter og den første uge var det ren sjov. Den næste (denne) gik også ok, men i morges hørte jeg så lige en eller anden mene, at det kunne vare 3 uger til, indtil at vi kom på den anden side af 1. maj.
    Jeg er træt helt ind i knoglerne ved tanken:-(


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s