Torsdagstrallerier

Hov, der smuttede lige nogle dage dér. Når der gør det, er det ret tit fordi jeg har nattevagter. Også denne gang, kan jeg hilse og sige.  Et par stykker, kunne det blive til i denne uge, men virkelig meget forskellige. Første vagt var vi tre gamle rotter og en ventilatør. Vi kunne have klaret hvad som helst, men i stedet gik vi der og fodrede børn, skiftede bleer og kedede os så tilpas meget, at man begynder at lave fjollede ting. Sådan noget med at klistre billeder op på hemmelige steder og fnise ved tanken om, når nogen finder dem. You know. Nattevagtshoveder er ikke helt som andre hoveder. Næste nat var vi to mand høj med en god portion erfaring, og en grøn og ny sygeplejerske, der ikke helt vidste, hvad der var op og ned på det hele. Præcis ti minutter efter at aftenvagterne havde vinket farvel, ringede telefonen i ét væk. Ikke med ting, der kan klares med den ene hjernehalvdel, mens den anden passer de øvrige opgaver. Nix. På den der måde, hvor man skal rykke NU, hvor mindst to, gerne fire børn har brug for mindst én læge og to sygeplejerske hver. NU! Og hvor nogen gerne ville hentes langt væk fra, fordi nu var det skidt og dårligt og kør NU med blå blink og hent mig!

Alt muligt væltede ind ad døren. I bunker og stakke, og vi havde travlt med travlt på. Må jeg bare have lov at sige, ganske stille og roligt, at det der med at vi har sparet alverdens millioner kroner på sundhedsvæsenet- det kan vi altså godt mærke. Man kan ikke være to for lidt på arbejde, og regne med, at så ender det lykkeligt hver gang.  Sådan en nat som sidste nat, der ringede vi til mange mennesker midt om natten og vækkede dem, for at de kunne komme og hjælpe os. Selvom de faktisk havde fri. Og os, der egentlig havde fri, da klokken rundede 7 om morgenen, gik ikke hjem før timer senere. Selvom vi faktisk godt kunne have forlangt det. Det der spare-noget er fint nok. Man kan bare godt dø af det.

Der var ikke nogen, der døde sidste nat. Det er vigtigst lige dér. Så skide være med, at man bliver hevet rundt i sin fritid også. For børnenes skyld, altså. Men det behøver ikke at blive værre med det sundhedsvæsen, kan vi ikke godt aftale det?

Nå. Og hvis man nu kunne bryste sig af at være en ørn til at sove, så havde der jo slet ikke været nogen ko på isen. Jeg er ikke en ørn. Jeg er en idiot til det. Det giver ikke det bedste resultat, når man sover max tre timer, efter at have knoklet i 12 nattetimer i træk. Vel! Så der er dømt hangover på en torsdag, hvor der ikke er plusgrader og solskin, som jeg ellers havde bestilt, så alt vasketøjet kunne hænge ude og tørre, mens jeg sad og søbede kaffe i solstriben. Så i stedet kører tumbleren på fuld drøn, og jeg sidder med fødderne på radiatoren og drikker min varme latte, mens jeg prøver at holde fast i troen på, at det er det spirende forår og de voksende pollental, der forårsager min værkende hoved og den løbende næse. Ja?! Der er ikke plads til mere snot eller sygdom nu, jeg har bestilt forår og sol på næsen!

I dag er der dømt stille dag. Hvor hængepartier bliver taget op til gennemsyn. Vasketøjet sendes igennem maskinerne. Køleskabet fyldes op. Strikketøjet bliver luftet, og nye projekter måske får lov at komme på tapetet. Jeg lever af de her dage. Hvor hovedet principielt kan være skruet på, som det vil, for der er ikke noget svært, det behøver at forholde sig til. Jeg elsker de dage, hvor tid er noget, der bare flyder stille og roligt, og ikke bliver en stressfaktor. Hvor det er i orden at tage en slapper på sofaen, når kroppen er træt. Ellers kunne jeg vist ikke have det arbejde, jeg har. Og det ville jeg være ualmindelig ked af ikke at kunne.

Vi taler en del om den slags herhjemme lige for tiden. Det med at prioritere at gøre, hvad man bliver glad af og er god til. Jeg kan sagtens pludre en hel time om nattens hektiske aktiviteter, når Ruben kommer hjem og spørger, hvordan det gik i nat. Det fylder meget i mig. Er nærmest en del af mig, det arbejde. Lige sådan kan han have det med sit arbejde. Engageres og begejstres. Undres og udfordres. Tage en ekstra vagt, fordi det ikke gør ham noget, at skulle lave lidt mere af det. Ligesom mig. Vi arbejder om dagen, om aftenen, om natten. Vi sukker lidt over det, når vi ikke får sovet eller har fri i påsken ligesom alle de andre. Vi stønner lidt, når der bliver sparet urimeligt hårdt og man får en vagtplan, hvor der er vagter i alle weekender i en hel måned. Men vi er stadig begejstrede. Har ikke lyst til at lave noget andet. Selvom det virker lidt idiotisk, når nu det har så mange omkostninger.

Vi tænker meget på, at det skal være godt for os alle fem, at vi har et arbejdsliv som det her. Som vores liv er nu, har vores børn nærmest altid en forælder, der kan aflevere dem i skolen, vinke farvel og tage imod dem igen, når de kommer hjem. De har altid en far eller en mor, der kan læse godnathistorier og putte om aftenen, lave lektier og smøre madpakker. De kommer ikke hjem til et tomt hus og låser sig ind alene, de skal ikke selv stå op og gå i skole, fordi mor og far allerede er taget afsted. Det gør mig godt at tænke på. Samtidig har de overhovedet ikke altid både mor og far hjemme på samme tid. De har tit en forælder, der ikke er hjemme om natten, og som går rundt med højt hår og ser lidt løjerlig ud efter en lidt for kort søvn. De har ret tit en forælder, der vinker farvel og kysser på gensyn, når de selv er kommet hjem efter en dag ude, og som først kommer hjem, når de har sovet i flere timer. Det er et faktum. Men er det noget dårligt eller farligt? Jeg håber det virkelig ikke. Tror det vel egentlig heller ikke helt. Men det er ikke noget, man ubevidst bare skal høvle hen over og være ligeglad med heller. Ligesom man overhovedet heller ikke skal være blind for, at det der vagtliv kan tage livet af ethvert forhold, hvis man ikke passer på det. Vi prøver rigtig meget at passe på vores. Vi elsker vores arbejde, men vi elsker hinanden og vores familie endnu mere, og det er til hver en tid dét, vi vil og skal redde, hvis der er noget, der skal reddes. Jeg vil ikke leve uden dem, jeg elsker allermest, jeg vil allerhelst have det hele! Børnefamilieårene er vilde. Der er tusindvis af udfordringer og krav, der skal indfries. Vi gør det meste, skrotter det, vi synes er spild af tid, og prøver at prioritere rigtigt. I aften kommer vores barnepige. Og nej, vi skal ikke til forældremøde eller noget andet kedeligt. Vi skal på café og være kærester. Det er det bedste, vi ved!

Reklamer

One Comment on “Torsdagstrallerier”

  1. Carportognoia siger:

    Næste gang der kommer nogen og vil spare, så skal du sende dem indlægget her. Man kan ikke både læse dét og skære (mere). Det kan man ikke.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s