Jeg er ikke sur, jeg er ikke sur, jeg er ikke sur

Nå. Men så blev det torsdag. Overlevede åbenbart de sidste to aftenvagter. Nu er det ikke engang morgen længere, nærmest middag. Og hvad har jeg så nået på den tid? Ikke noget. Overhovedet. Køkkenet er nusset og nulret. Jeg ved, at det blev grundstøvsuget for mindre end et døgn siden. Alligevel ser det ud, som om huset slet ikke ejer en støvsuger. Og køkkenhåndklædet ligner noget, man har vasket bagtrappen med, selvom jeg ved, at det var rent og lyslilla for et øjeblik siden. Roserne hænger med hovederne. Kan nok ikke klandre dem efter en uge. Ville bare hellere have, at de stod og struttede og var lækre. Frugtskålen er ved at være tom. Igen. Selvom den havde top på i forgårs. It means shopping. The boring way. Der er også det faktum, at jeg har nattevagt idag. Selvom jeg har ønsket afspadsering. Bare glem det, sagde de så. Eller også sagde de ingenting overhovedet. Men det er det samme som ‘Bare Glem Det’.  Og så var der jo det med en klasselærer i det ene barns klasse. Som bare ikke overhovedet er noget bevendt. På trivsels- og tillidsmåden. En dreng, der bare får mindre og mindre trivsel for pengene, fordi børn med særlige behov skal prioriteres og andre børn bruges som ressourcepersoner. Eller det vil sige ét barn. Vores barn. Bliver udnyttet som ressourcebarn. Jeg er vred. Ikke bare skuffet. Virkelig vred. Har forsøgt at trænge igennem lydmuren i måneder. Det virker ikke. Jeg er vred, så jeg har dirrende underlæbe og raserigråd i halsen, når jeg skal skrive en mail til hende igen. Igen! Og ikke ved, om hun gider svare, eller for den sags skyld overhovedet gå ind i problematikken. Jeg er så langt, at jeg må tage voksen-ordet i brug. O-ordet. Jeg o-r-k-e-r ikke mere! Med den dame, med det barn, med de problemer, med mit lille store barns dalende trivsel. Så er det sagt.

Ok. Det er januar. Det gør ikke nogen ting bedre. En halvtom frugtskål og visne roser kan vi godt klare uden sammenbrud. Det andet med trivslen må jeg banke bordet sønder og sammen med. De skal høre på mig nu! Og så skal jeg nok klappe i for nu. Poste noget pænt billedværk, for lige at bløde lidt op på surheden. Så man ikke skal klikke ud herfra med en grim smag i munden. Ja?! Som om!

 

Ok. Så er der ikke kun grimt og nusset og januar-agtigt. Der er osse en lille smule pænt. Og solen skinner også. Lidt. På sneen. Og det er da meget pænt. Og kaffe hjælper på virkelig meget.

Reklamer

2 kommentarer on “Jeg er ikke sur, jeg er ikke sur, jeg er ikke sur”

  1. Anne Stange siger:

    Det sker desværre alt for tit, Ida, at vores gode stærke børn bliver bedt om, at vente, støtte, hjælpe, smile, være de gode eksempler, arbejde selv og hvad andet “godt”, der ellers kan være en forventning om.
    Vi fik nok, hev dem ud, og proppede dem ind i en skole, hvor de fagligt fik lov at blomstre og personligt fik lov at folde sig ud og ind i et tempo, som de selv valgt.

    Jeg er ikke imod inklusion, det har været mit job i 6 år at støtte op om det i en folkeskoleklasse, men jeg har noget imod den måde, som det forvaltes og især IKKE forvaltes på her i vores lille land.
    ØV NÅ!

    Du må kæmpe for din dreng, det ved jeg at du gør, men du må finde kræfterne til at blive ved og måske endda tage ord i din mund, som du ikke bryder dig om.
    For hans skyld.

    God torsdag, god handletur, god nattevagt.
    Køb dig en ordentlig røvfuld tulipaner og en stor lækker Latte på din bedste café.
    Jeg smiler varmt og kærligt til dig helt fra Jylland…

    • Ida siger:

      Åh tak for smilet og opmuntringen! Det faldt på et tørt sted, kan man vel sige. Og ja, i inklusionens hellige navn tabes andre børn på gulvet, og det er ikke i orden. Slet ikke. Samtidig forstår og støtter jeg tanken- bare ikke når børn skal betale en pris, der er for høj.
      Og så er der jo det med tarv, ikke! Vores fine, bløde dreng har ikke lyst til at skulle skifte en hel hverdag ud- og jeg forstår ham! Men jeg har heller ikke lyst til at lade det her gå videre, end det allerede er, så hvad er tarv lige her?! Hm.
      Men nå. Nu er der grøntsager, så jeg kan brødføde det halve Nørrebro i køleren, frugtskålen er fuld igen, og kaffen er varm og rigelig. Det hjælper alt sammen lidt…
      Smil tilbage til det jyske.
      Ida


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s