Me’r vil ha’ me’r!

Én lille bitte fridag forslår ingenting, når man først får startet. Vel. For den ene lille fridag blev brugt, som den kunne bedst- på langs det meste af tiden, og resten kun nødtvungent opretstående. Jeg var træt. Meget træt. Dagene før fridagen var blevet vredet til det absolut yderste, der kunne ikke klemmes mere ind eller presses mere på. Det kommer ikke helt bag på mig, at der så er en regning at betale bagefter. Men alligevel synes jeg nu nok, at det føltes meget fladt og træt i går.

Det hænger givetvis også sammen med indholdet af de forgangne dage. Det har været barske dage, hvor alting har været i brug. Fagligt en spændende og god udfordring. Resultatet er ikke helt så nemt at spå om, men det har ikke været fordi fagligheden ikke var på plads fra alle sider- det har mere med uforudsigeligheden i sygdom og elendighed at gøre. Menneskeligt har det været en stor, stor udfordring. Sorg og lidelse, angst, uvished, gråd, vrede og bitterhed. Voldsomme reaktioner. Forståelige. Rimelige. Og voldsomme. Både fordi det kræver sit at være i, når man jo helt selvfølgeligt ikke er en del af det, men alligevel i høj grad bliver en del af det, når man bruger 50 timer på 6 dage i det samme rum, som de sørgende, grædende, råbende, vrede, bitre og ramte mennesker befinder sig i. Men også voldsomt, når man genkender sig selv så tydeligt i reaktionerne og kan mærke den bitre smag i munden og kraftesløsheden i kroppen. Når man genkender den ulidelige morgen, der følger efter en lige så ulidelig nat, og hvor mareridtet ikke ender, men netop bare starter forfra igen. Fordi det stadig er der, selvom det er blevet en ny dag.

Jeg har brugt mine dage sammen med de mennesker. Vi har talt og talt. De har grædt. Der er blevet strøget med bløde hænder på krummede, hikstende rygge. Vi har forklaret og forsøgt at give håb. De har forsøgt at tage imod håbet. Og samtidigt blevet foreholdt virkeligheden og realismen. Det er ubarmhjertigt. Små babyhænder er blevet aet og holdt, panden kysset og sange sunget. Eventyr er blevet læst højt, igen og igen, mens lyden af kendte stemmer forsøgte at give den lille syge patient tryghed gennem lagene af bedøvelse. Jeg elsker mit arbejde. Jeg bruger det til at blive glad af. Til at leve af. Til at blive et helt menneske af. Ind imellem bliver jeg også bare træt. Fordi lidelse er hårdt og grimt. Fordi tab og sorg er det værste i verden. Uanset hvor meget, man vil gøre for at hjælpe og lindre, så er det bare grimt. Og så kan man have brug for at komme sig. Selvom man ikke der den, der lige nu har tabt, mistet og sørger.

Så er én lille fridag på en måde slet ikke nok. Men den slags kan et hospital ikke altid skæve til, man må tilbage og give, hvad der trænges til det næste lille barn, den næste lille patient og familie. Jeg er næsten klar. Godt, at der er et par timer endnu. Et strikketøj at tage fat på. En blomst at dufte til. En vasketøjskurv at negligere. En kop te at drikke.  Og bagefter- så er jeg helt sikkert klar.

Reklamer

2 kommentarer on “Me’r vil ha’ me’r!”

  1. Carportognoia siger:

    Nu sidder jeg lige på Baresso og græder lidt. Det er OK.

    • Ida siger:

      Ja, det må man godt. Godt at høre, at vinter-Beder godt ville unde dig et café-frikvarter… 😉


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s