NU!

NU er det mandag! Endelig. Søde mandag, jeg har længtes efter dig! Din milde røst, der fortæller om timer i fred. Om formiddag med kaffe og tid.  Jeg var en tid i tvivl, om hvad du skulle bruges til. Jeg er afklaret nu. Ingenting, kan jeg sige. Ingenting skal få lov at fylde, andet end det, jeg har lyst til. Ikke vasketøj. Ikke rengøring, selvom uldtotterne i hjørnerne vidner om deres storhedstid. Bare ro og fred vil jeg have.

Den forgangne uge har været en af de vilde. Den er slut nu. Sluttede til midnat, da klokken slog tolv på det store ur på Skt. Johannes Kirke. Jeg gik netop da forbi kirken på vejen hjem fra vagt og lyttede til de sprøde slag, der slog mandagen ind. Nu er jeg igang igen. Træt og lidt klatøjet og mat, for 5 timers søvn er ikke nok til at opveje efterslæbet efter en hel uges overforbrug af energi. Men jeg sidder her, med kaffen i koppen, som nogen har lavet til mig. Formedelst et beløb, ganske vist, men det tager jeg ikke ilde op. Til gengæld behøver jeg ikke at konversere dem, hvilket er en tindrende klar fordel på denne mørke morgenstund.

Weekenden er buldret afsted i en farlig fart. Med gøremål, dejlige besøg og arrangementer og en masse arbejde. Jeg kunne godt have undværet noget af arbejdet, men det lagde tingene ligesom ikke helt op til, derinde på jobbet. Til gengæld har der været rigeligt underholdning til arbejdet, idet skydegale hættebluser tænker, at det mest oplagte er at smide beskudte venner på gulvet enten i informationen eller mere alternativt i 7-11 i forhallen, hvorefter de stormer ind og brøler ‘RING TIL LÆGEN’ til den befippede og panikslagne 17-årige pige, der i udgangspunktet er sat til at ekspedere pølsehorn og colaflasker. Hun kendte ikke nummeret til lægen, betroede hun mig, da jeg var nede for at redde mig en frikadellesandwich og en nogenlunde hæderlig kop kaffe, istedet for det væmmelige sprøjt, jeg betaler penge for på afdelingen. Jeg opgav helt at forsøge at forklare princippet i afdelinger, specialer og et hav af læger i det hus, hvor hun tilfældigvis arbejder, og at der med sikkerhed ville kunne ringes til en mængde læger i samme hus, der ville være nogenlunde lige så befippet som hun selv, hvis de blev ringet ned til et skudsår i 7-11. Nogle ting skal man bare lade ligge.

I øvrigt var det så som så med det underholdende i, at alting var aflåst, politiet patruljerede rundt i rigelige mængder og stirrede mistænksomt på frikadellesandwichen i min hånd, mens de sonderede terrænet for flere hætteklædte skydeidioter og deres venner, for alting bliver ligesom så besværligt så. Har jeg ret?!  Den mor, jeg passede, lå med sit lille syge barn i sengen, mens det hele kulminerede med læssevis af politibiler, politihunde, peberspray og anholdelser og kunne på ingen måde gå ind i andres trang til at fylde hinanden med bly. Blot undrede hun sig over, at de ikke i det mindste kørte på skadestuen, istedet for at snuppe informationsskranken på Riget- det måtte vel være begrænset, hvad en receptionist kan stille op med en bandekrig, mente hun. Vi enedes om, at de formentlig ikke kendte nummeret til vagtlægen…

Således vældigt underholdt i weekenden, gik mine arbejdstimer stille og roligt, og jeg kan nu sætte flueben ved sidste uges godt og vel 50 arbejdstimer. Men om jeg måtte bede om lidt mindre kompakte uger på min næste arbejdsplan, vil jeg være taknemmelig og fornøjet!

I dag er dagen min egen. I morgen er der atter en arbejdsdag. Det er i orden. Men først skal den søde mandag nydes…

Advertisements


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s