Morgenstund i januar

Morgenens grå er rullet ind over byen. Det er ikke andet end gråt i dag, kan vi melde herfra. Jeg har henlagt kaffestunden til et sted udenfor matriklen. Jeg var for træt til selv at lave den, kaffen. Lader mig i stedet servicere et øjeblik. Natten var kort efter aftenens vagt, som inkluderede svært sygt barn og svært kriseramte forældre. Alle tangenter er i brug, både de faglige og de mellemmenneskelige dér. Så jeg er træt nu.

Kaffen er heldigvis varm og stærk i koppen. Tankerne får lov at trille, som de selv vil. Det går i mange retninger, kan jeg konstatere. Egentlig en sjov og formodentlig sund øvelse, sådan bare at følge med tankerne, hvor de går. Uden at bruge energi på at styre. I disse tider med et helt nyt år og ofte tilhørende fremragende intentioner og forsætter i flæng, kan tendensen til at forsøge at styre og rette til og passe ind og blive den helt rigtige version af sig selv, godt gå hen og blive ret dominerende. Også for mig, selvom jeg ikke en gang har haft hjerne til at udtænke bare ét eneste, ægte forsæt for det nye år. Der er ellers rigeligt at tage fat på, når jeg kigger mig selv efter i hjørnerne. Vi snakker ikke om julesul og ekstra kilo eller noget i den retning. Det er mere over i retningen af det med den bedre version af sig selv. Som er noget mere om-sig-gribende end bare at købe et kort til et fitness center… Hvis du spørger mig.

Jeg kunne svært godt tænke mig at være bedre på mange, mange punkter. Vi kunne starte med overskuddet, for one thing. Tænk, at have mere af det. Det ville jo være begyndelsen til løsningen på langt de fleste af de andre punkter. Hende, der godt gad at tage en frivillig tjans med ditten og datten, for eksempel. Uden at besvime over det bagefter, forstås. Hende gad jeg godt være. Jeg gad også godt være hende, der lige fik inviteret de der venner, vi er smadderglade for, over til almindelig aftensmad og hyggelighed lidt oftere. Fordi det bare er så rart at være sammen! Jeg gad det godt. Jeg gad godt at være hende, der ikke ind imellem kører helt sur i det oppe i hovedet, hvorefter der er nødt til at være pause i lang tid, fordi ellers brænder hele lortet sammen på øverste etage. Jeg gad godt bare at have mere overskud. Muligvis flere timer i døgnet. Bare en enkelt kunne gøre det…

Hm. Det lyder svært deprimerende, det dér. Det er ikke så slemt. Hvis man bare lader være med at bunke det hele op i en kæmpe dynge foran sig… Jeg dropper fuldstændig det med forsætter, selvom det er så moderne, at de snakker om det i radioen hele tiden. Jeg nøjes med at tænke, at hvis jeg får noget energi til overs i den nærmeste fremtid, så ryger den i puljen med aftensmad med vennerne. Og så er det jo januar- det berettiger jo i sig selv til en vis portion klynk og brok og generel nedtrykthed, ja?!

Slut med klynk. For i dag! Hav en dejlig én derude

Reklamer


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s