Hvordan gør man?

Åh, jamen nogle gange ved jeg det stadig overhovedet ikke. Jeg ved ikke, hvordan man klarer det liv, som er så amputeret. Som savner og sørger ufortrødent, selv om dage og endda et par små år er gået. Jeg savner, så jeg brækker midt over og ligger sammenrullet i et hjørne, mens jeg græder. Salte tårer, som forløser og alligevel ikke. Det går jo ikke væk. Det er jo ikke gået væk endnu. Det går aldrig væk. Morgenen blev overraskende fyldt med tårer og voldsom hjertesmerte, som ikke lader sig dæmpe. Jeg savner Nikolaj, så det hele skriger. Jeg mangler min bror, så jeg føler mig halvt død og besvimet, når jeg tillader mig at mærke styrken af savnet og sorgen. Jeg har en milliard billeder af en plet i en have, hvor der står en sten, som fortæller, at her hviler han sig. Min elskede lillebror. I jorden. Det er ikke i orden. Han skal være levende og glad og holde jul og sige ting, som at mor er den bedste i verden til at lave julemad og den slags. Han skal være sammen med os, han skal spille x-box med ungerne og tæske dem mildt i Fifa. Han skal spille musik og skride fra familienhyggen på de allermest mærkværdige tidspunkter, for det gør unge drenge, der impulsplanlægger, selvom der er store planer for hyggen i familiens skød. Han skal være alt andet end død! Jeg savner. Sørger. Uændret meget. I dag mærker jeg det for fuld styrke.

Jeg klamrer mig til de to hanke på Skjälvekoppen, som jeg fandt i Mandal. Jeg har brug for to hanke at holde i, for det hele ryster og skælver i mig. Det har været en lang og sej periode de sidste 4 måneder. Der har været brug for alle kræfter til at holde alting flydende. Nikolaj har ikke råbt efter mig og kaldt på min tid. Han ventede bare. Nu er tiden en anden. Den blev det i denne uge. Nu springer alle lågene af de kasser, som ikke har fået den tid, de skulle. Man kan ikke slukke for sorgen, tankerne, bearbejdelsen af alting. Det kræver sit. Jeg vil gerne give det tiden. Selvom jeg græder og får sår på knæene af at falde med et brag igen. En dag ses vi igen. Det bliver jeg nødt til at tro! Er det ikke også dét, julen i virkeligheden handler om?!

Reklamer

2 kommentarer on “Hvordan gør man?”

  1. Carportognoia siger:

    Du beskriver det værste så fint, så fint, så svage sjæle kan mærke sorgen helt ind i egne knogler. Jeg lover mig selv at sætte større pris på min egen uansvarlige og højlydte og lyslevende lillebror, når han i julen skrider fra al maden på helt gale tidspunkter…

    • Ida siger:

      Åh jo, det er det værste af alting at mangle på den måde. Og det bedste af alting er at mærke det gode og sætte pris på, hvad man har lige her… Hav en dejlig jul, med lillebror og julemad og børnesygdomme og influenza og det hele! 🙂


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s