Hej- jeg ved ikke, om du kan huske mig, men altså…

-det er mig, der plejer at bestyre denne her blog. Jeg har bare lige glemt det lidt. Eller noget. Ikke haft tid, eller sådan du ved. Det er bare fordi, jeg er bagud for mig selv. Med det hele. Stort og småt. Vasketøj. Lektier. Overblik. Julegaver (gisp! det er snart jul!). Venner, hyggeligheder, mad og rare sysler. Jeg er bare bagud!

Lad mig bare slå fast med det samme: Det er ikke meningen med livet, det her! At knokle afsted, være så træt, at man vælter omkuld i hjørnerne, når ingen opdager det; at være sure-mor uden at opdage det før bagefter, fordi der ikke er nok kræfter, tid og fantasi tilbage, at være helt forladt, når man bliver spurgt, hvad menuen står på- fordi man ikke havde skænket det en tanke, at der også skulle mad på bordet denne dag… Det er bare ikke mig! Åh, hvor jeg længes efter noget andet! Om ikke mange dage er der eksamen. Det er så i orden med mig! Jeg trænger til at få lukket bøgerne og få lov at koncentrere mig om lidt færre ting ad gangen. Jeg trænger til bare at gå på arbejde. Ikke knokle afsted med både at være arbejdende og studerende, lige meget begge dele, men aldrig rigtig fredet til at gøre enten det ene eller det andet. Slut, siger jeg! Jeg har lært umådeligt meget. Gode ting. Lidt ligegyldige ting også. Mest brugbare ting. Jeg glæder mig til at bruge det i virkeligheden. Og jeg glæder mig til at komme tilbage til min arbejdsvirkelighed, som jeg elsker højt. Ikke mindre nu, vil jeg sige.

Midt i ræset er det blevet juletid. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige… Hvert år bliver jeg både glad, fornøjet og rædselsslagen. Glad og fornøjet over alt det hyggelige, lysene, hyggen, ungernes forventning og fryd. Og hvert år bliver jeg rædselsslagen over at se, hvad en højtid har forvandlet sig til at være i et vestligt overforbrugssamfund. Uhyrlige summer bliver brugt på gøgl og gas, man bliver tudet ørerne fulde af nødvendigheden af at købe netop dette eller hint. Børn tror, at essensen af julen er forbrug, krav, rettigheder på gaver af en vis kaliber.  Jeg bliver trist og tung om hjertet, når jeg ser det. Prøver at trække vores egen juletid herhjemme i en anden retning. Jeg elsker at give gaver! Virkelig. Men jeg kan ikke lide, når jeg bliver tvunget… Slet ikke bryder jeg mig om, at det skal dikteres, hvor store og dyre gaverne skal være, før det er nok og godt. Det er ikke sådan, det skal være. Der er så ufattelig mange mennesker, som ikke har nok. Af hverken fornødenheder eller fornøjeligheder. Det er ikke i orden. Det er bedre at dele, når vi nu selv har så meget. Vi øver os i at holde os det for øje, når vi kaster os ud i juletiden rundt om os. Det er en god udfordring, tror jeg.

Tiden er så fremskreden, at nogles tænder må børstes, dyner rystes og historier læses. Og bagefter er der vel en lektie, der skal luftes også, tænker jeg. Man skulle jo nødig sidde her og fise den af…

Reklamer


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s