November 12

Nu er det dagen. Vi holder vejret. Savner. Længes. Vi skulle have uddelt krammere, tidlige morgenring, ønsket tillykke. Med 25 år. Vi fik 22. Vi er taknemmelige for det! Vi elsker, at vi var sammen om 22 fødselsdage for elsket søn og bror. Vi ville bare godt have haft mere. Meget mere!

Vi har holdt fest i weekenden. Resten af os. De 20, han efterlod som sine allernærmeste. Det går ikke stille af sig. Halvdelen af horden er børn. Som elsker fest! Med andesteg, blød rødvin, en særlig kærlig fødselsdagssang, besøg i haven, grin og ballade, stille tanker og savn med savn på. Vi holdt fest for vores Nikolaj. Fordi han altid er en fest værd. Fordi vi elsker ham uændret højt og savner ham lige meget. Fordi vi fejrer livet. Som var og som er! Vi står et helt andet sted nu, end vi gjorde den første gang, vi holdt hans dag. Da var vi stadig væltede og sårene rå og blødende. Der var bar jord istedet for grønt græs i hans have. Der var rå og voldsom smerte ved at gå gennem den dag.

På en eller anden måde er vi kommet hertil, selvom vi ikke troede, det kunne ske. Der er gået de første par år. På nogle måder er det lettere. Eller måske bare lettende. Vi døde ikke. Selvom vi egentlig helst bare ville det, når nu det hele gjorde så ondt. Men vi døde ikke. Vi lever. Vi græder stadig. Men smiler også meget mere. Vi arbejder. Vi går i skole. Vi laver planer. Drømmer om hus med have. Nogle af os. Måske. Vi tror på det gode. Og er ret bange for det modsatte. Men vi satser hårdt på livet. Med dem, vi har og dem, vi havde. Det er ikke lettere at savne Nikolaj. For dybt i os ligger spørgsmålet der stadig- hvorfor?! Vreden kan dukke op over samme spørgsmål. Svarene til børnene- og os selv- er ikke kommet nærmere. Men vi lever med spørgsmålene og manglen på svar. Inden Nikolaj rejste fra os troede jeg nok, at jeg vidste ret meget. Om liv og død og smerte og glæde. Jeg vidste ikke ret meget, viser det sig. Jeg har lært meget på rejsen.  Den er ikke slut, rejsen. Hver dag er et nyt kapitel, som må skrives om mig, om os, om de mennesker, jeg elsker højere end livet. I dag er kapitlet om Nikolaj. Om hans fødsel på en novemberdag i 1987. Det er et godt kapitel!

Advertisements

2 kommentarer on “November 12”

  1. Carportognoia siger:

    Det er et meget, meget fint skrevet kapitel, dét. Så man ikke kan lade være med at holde en lille smule af jeres Nikolaj, selvom man aldrig har kendt ham.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s