Med klynk på

Ja undskyld, altså. Jeg havde jo forestillet mig, at det ligesom havde toppet nu. Klynken. Det lader ikke til det lige umiddelbart. Så bare sådan på forhånd- jeg kommer til at klynke lidt nu. Hvis det ikke er i høj kurs, så er der stadig mulighed for et skarpt højresving mod mere fornøjelige udsigter.

For helt ærligt- jeg gider ikke den her butik! Gider ikke mere migræne, flere spande med bræk. Mere medicin, der skal proppes ind i alle ender og kanter. Gider ikke flere utidige børn, der forlanger dette og hint i ren kedsomhed, fordi man ikke kan flytte sig særlig langt væk fra matriklen. Gider ikke mere brok, flere børneskænderier. Flere krav om servering af madder og varm kakao. Og jo, de kan godt selv lave den. Men jeg skal alligevel rejse mig op, fordi mælken ligger på øverste hylde i køleren. Eller kopperne står for langt oppe. Eller mikroovnen har fået plads ovenpå køleskabet, fordi vi arbejder i højden og ikke i bredden her i huset. Jeg gider ikke flere store, overfyldte vasketøjskurve. Gider ikke lægge mere tøj sammen og på plads. Gider ikke støvsuge hele hytten igen, fordi nogen ikke lige huskede at smide gummistøvlerne udenfor køkkendøren. Jeg gider bare ikke mere! Okay!!

Jeg er simpelthen træt. Af at arbejde og gå i skole og læse lektier i én lang køre. Uden at få en pause. Uden at have tid til bare én eneste lille løbetur i løbet af 1½ uge. Jeg er træt af, at der er tusind ting, der råber mig op i hovedet, fordi jeg ikke nåede det idag. Heller ikke idag. Jeg er træt af at være en elendig ven og veninde, fordi jeg aldrig har tid til noget som helst. Jeg gider ikke være hende. Jeg gider faktisk ikke en gang at være hende, der brokker sig så meget som jeg gør lige nu… NÅ!

Det lader nogle gange til, at alle de mennesker, man går rundt i mellem hver dag, bare klarer alle udfordringerne med venstre hånd, og med højre får de lige lagt en lækker make up og skruet en lækker, speltet og aminosyrespækket mad sammen, mens de holder linien varm til trivselsforældrene i 5.X og planlægger et socialt, og på en eller anden måde også får klaret vasketøjet og tilmed strøget de der skjorter, som med garanti ikke blev tørretumblet, som de gør her i huset, fordi jeg enten glemmer at fiske dem ud af det våde tøj, eller ikke lige ved, hvor i alverden jeg skal hænge dem op inde i vores fuldstændig mandsopdækkede lille lejlighed, når det nu pisser ned udenfor. Jamenheltærligt! Jeg kan ikke være med her. Overhovedet! Det er sørgeligt. Og sandt.

Ja. Det var så det. Brokket. Man kan godt sidde og få lyst til at købe sig lidt glad eller noget. Men nogen synes, jeg har nok garn foreløbigt. Det er muligvis rigtigt. På den anden side kan man vel altid blive glad for en lille bitte smule mere… Men det gjorde jeg ikke. Nix. Lænsede i stedet kontoen og købte sko og vinterjakke til Laust. Som blev ok glad. Men også gabte 28 gange inde i butikken. Som han selv havde plaget mig sønder og sammen for at komme ind i. Og efter en halv time og 1500 kroner bare satte sig op i christiania’en og bestilte at blive kørt hjem. Uden et lille bitte ‘tak’ eller noget. What?! Man er åbenbart blevet sådan lidt præ-teen eller noget. Der kom i hvert fald en hel lang smøre om pli, opdragelse og god opførsel ud af pedal-tramperen. That would be me. For er der noget, der er nødvendigt, så er det respekt for hinanden og bare almindelig god opførsel. Nogen nede i cykelkassen blev ret stille. Og afleverede et kram med let røde kinder og blanke øjne. Åhr mand. Så bliver jeg alligevel altid lidt træt af mig selv. På den anden side bliver jeg med garanti endnu mere træt af mig selv, hvis jeg ikke får trukket stregerne op nu…

Ja. Så kom der alligevel lidt mere brok. Nu er det slut. Det lover jeg. For nu vil jeg bare afslutningsvis vise, hvad jeg brugte de tre kvarter, jeg fik for mig selv, til:

Jeg bestilte for noget tid siden en sending stof og sådan, og i dag hentede jeg det på posthuset. Der var blandt andet dette grønne uld, som straks blev transformeret til en jakke til Ellapigen. Heldigvis blev hun glad for den. Ser sød ud i den. Men man skal nu ikke lade sig narre, hun kan sagtens lave en baglæns saltomortale, næste gang jeg foreslår hende at tage den på. Med hende ved man aldrig… Ikke desto mindre var den en snild sag at sy. Jeg lagde kanter af bomuldstwill i nakken og på forstykkerne, for jeg kender loppen godt nok til at vide, at om noget kradser den sarte hud, så kommer det aldrig nogensinde på igen! Man kender vel sine lopper på gangen.

Reklamer

One Comment on “Med klynk på”

  1. Hulemor siger:

    Et kram fra en frænde, der heller ikke overkommer alt. Måtte udeblive fra HEL arbejdslørdag på friskolen OG en halv tjans med beboerforeningen, der i dag (og ikke mindst nat) står for den årlige høstfest i sognet. Og den er vild. Jeg har skrællet 40 kg. kartofler, ordet sild og tunmousse og dækket borde og foldet servietter. Og meldt fra til i aften, velvidende at de andre så må klare det én kvinde færre. Men jeg V I L ikke have dårlig samvittighed over det, for der er også et Troldebarn, der har brækket en arm TO steder, så vi sad på skadestuen en hel dag i går. Og jeg har jo lissom en opgave på bedding, hvis jeg vil forstå det her videreuddannelse, der ikke skriver sig selv. Plus det løse. Og der er stadig kun en mig på matriklen, der kan forsøge at få enderne til at nå sammen, og nå mælken øverst oppe og mikrobølgeovnen. Fordi dem, der står på stole og prøver selv, falder ned og brækker knogler. Så jeg vil bare forsikre dig, at jeg ikke er en af dem der, der kan det hele. Glædelig lørdag 😉


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s