Om pletter, man kan elske

Jeg har forskellige pletter, jeg elsker. En plet er et sted. Stort eller lille, det er ikke så vigtigt. Foran vores havedør er der en plet, for eksempel. Det er lige dér, hvor man kan falde i søvn på gulvet i solstriben, mens man lader som om, man læser noget vigtigt. Der er også en plet lige her, hvor jeg sidder nu. Under sengen. Med lys og strik. Og bøger, som læses. Og nej, det er ikke en lav seng, men en loftseng! Det er smart i små huse.

Der er faktisk mange pletter, når jeg nu begynder at tænke efter. Mange steder, som har mening ud over det sædvanlige, eller mange steder, som netop er noget meget sædvanligt, og som rummer særligheden i det velkendte og ofte gjorte.

Så er der de helt usædvanlige eller meget særlige pletter. Min brors have er sådan én. I weekenden var det netop to år siden, vi bar ham mellem os for sidste gang. Ind i haven for at lægge ham til ro. På en måde er det lyslevende for mig stadig, dagen, hvor vi gjorde det. Jeg husker regnen. Græsset, der blev trådt helt ned i alt det plaskvåde. Duften af vådt græs. Jord. Tyngden af kisten i armene. Alting. Og alligevel kan jeg undres og tænke, om det virkelig var mig, der oplevede dette. Fordi det er blevet sådan en lidt mærkelig… spejling af en virkelighed. Svært at forklare. Meget virkeligt. Og meget uvirkeligt.

Men Nikolajs have er meget virkelig. De første mange måneder kom græsset ikke rigtigt op. Det blev efterår. Vi gik der så mange gange. Måske sled vi lidt for hårdt på det græs, der virkelig prøvede at vokse på hans grav. På en måde var det forfærdeligt, at man kunne se, hvor hullet havde været så tydeligt på lang afstand. På en anden måde var det rart, når man kunne se fodspor i jorden, hver gang man kom. Så var han ikke alene, når vi ikke selv var der. Nu er der græs. Grønt og frodigt. Det er pænt. Og mere rart at sidde på, når man sætter sig hos ham med sin kop kaffe i hånden, og fortæller om alting. Der er nogle få ting, som er hans, derude i parken. En løjtnantshjerte, for sådan må det være, når det var den, der blev plantet for at markere hans fødsel. De tre plexihjerter med Tro, Håb og Love i træet over hans sten. Variende breve og stengaver og kogler og børnepynt, sirligt opstillet eller forsigtigt gemt bag den glatte sten med hans navn på. Blomster. Som vi siger til hinanden, når vi stiller en ny buket derude:  ‘Det er utroligt, så glad han er blevet for blomster på det seneste…’. Og vi glæder os over, at der er så rart på lige netop dén plet. Nikolajs have. Vi kan lide at sidde der. Mærke, hvordan den helt særlige ro falder over krop og sind. Selvom man nok græder. Og smiler. Og griner. I en stor blandet forvirring. I weekenden var det vigtigt at være lige netop på dén plet, forstår I nok. Sætte smukke blomster. Snakke. Kigge. Være stille. Lægge en lille ting bag stenen. En medalje. For at have svømmet så uendelig langt. Og for at være verdens bedste lillebror.

Advertisements

One Comment on “Om pletter, man kan elske”

  1. Inge siger:

    Dine ord og billeder rammer mig lige i hjertet.
    Hvor godt N nu er på en plet så underskøn at vores visualiseringsevne påingen måde rækker. Pletten, der er vores endelige hjem.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s