Blandede bolcher

Sådan en ferie er en pose godt og blandet. I det her hus skal vi altid indregne et par dage til lidt feriestress. Sådan lidt ‘argh, jeg har helt fri idag, jeg bliver rastløs og traver rundt og bliver syrlig!’ Sådan er der nogen, der har det med feriestart. Always. Det ved vi godt, og efter et årti har jeg lært ikke at blive stresset over det. Det går hurtigt over. Således er vi godt videre. Og har fornøjet os med så lidt, som vi overhovedet kunne indtil videre. Fordi vi trængte helt umanerligt til lidt lediggang og lidt hyggekedsomhed. Det passer i øvrigt også bedst til et hoved som mit, der ikke kan arbejde med mange planer og bolde i luften lige nu, som ikke kan overskue store projekter eller ting, som kræver beslutningskompetence eller handlekraft udover det absolut nødvendige at the moment. Det passer derfor lige med nogle dage, hvor man kan tage en sen tur til stranden, når de andre er gået hjem. Det passer med en tur på legeplads, med kaffe og tæppe og indlagt is-stop på vejen. Uden at have planlagt det hele på forhånd…

Ja. Jeg ved godt, at det kan opfattes som billedspam af mine børn. Det er det overhovedet ikke. Det er en helt objektivt udvalgt samling billeder fra en tilfældig sommerdag på Bellevue. Af de objektivt helt sikkert allerdejligste børn i det ganske danske sommerland. Og nej. Jeg har ikke valgt den pink linie. De har selv valgt tøj. As they always do. Og som er det eneste ved disse tre vidundere, jeg ikke vil tage ansvar for.

Timer som disse, med sand mellem tæerne og højt til loftet, gør godt indeni. Jeg kæmper store kampe med mig selv, med tankerne om depressionens kviksand, med den forsvindende lille energi. Med den let kortluntede tålmodighed. Lydfølsomheden, irritabiliteten og ubeslutsomheden. Tankerne om skyld og dårlig samvittighed er de evige følgesvende på vejen ned og op. Jeg ved ikke, hvor jeg er henne på vejen lige nu. På vej op? Eller stadig på vej nedad? Jeg håber på det første. Fordi det andet ikke er et alternativ, jeg kan magte at tænke til ende.

Det dræner mig for alting, når spiralerne begynder at køre. Jeg forsøger at stå helt stille midt i epicenteret, for jeg tænker, at dér må være mindst og færrest bølger at vælte i. Bare at stå stille og lade resten snurre og bruse og larme. Hvis jeg kan stå helt stille, vælter jeg i det mindste ikke. Jeg kan mærke på muskelspændingerne i mine kæber, som konstant gør murrende ondt, at det ikke er helt omkostningsfrit at stå musestille. Men det er trods alt at foretrække, fremfor at vælte og forsvinde helt i bruset.

Derfor er der også stille her. Der er ikke ord eller energi at lægge her lige nu. Det hele bliver brugt ude i det virkelige liv, og det er sådan, det skal være. I stedet for at have dårlig samvittighed over at lade ukrudtet stå på en blog, vil jeg i stedet give den ferie i de næste to uger. Imens drager vi af mod Frankrig. Mod sol og varme og gode oplevelser. Tid og fred og ingen forpligtelser. Vi ses på den anden side.

Advertisements

4 kommentarer on “Blandede bolcher”

  1. Carportognoia siger:

    Dine beskrivelser af alting svært er så præcise, at jeg kan mærke det i maven. Og kæberne. Måske fordi jeg heller ikke selv ved, om vejen går opad eller nedad. We can do hard things, ikke sandt?

  2. Kirsten siger:

    Håber at I får en god ferie og at du er på vej ud på den anden side efter at få slappet lidt af. Det er synd for dig at du slæber rundt på de depressioner og jeg ønsker virkelig for dig at det er ved at være overstået for denne gang. Og gid der aldrig måtte komme endnu en gang 🙂


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s