Den ramte!

Ferien ramte mig igår kl. 17.08 og det var lykkeligt! Efter lange dage, mange opgaver, tusind ting at gøre, var det bare så helt utrolig dejligt og tiltrængt at blive ferieramt.

Ikke flere dage, hvor jeg skal haste afsted og ud og ind, ikke flere sparsomme fridage, hvor jeg skal forsvare min lov og ret til at holde fri nogle få timer, før jeg skal på arbejde igen. Bare tid nu. Det bekommer min sjæl så vel at tænke på.

Man kan sagtens, når man er mig, bruge noget tid på at slippe travlheden. Bruge tid på at lære at lægge det fra mig, det arbejde. Det er jo ikke bare papirer og mails, jeg skal lægge fra mig. Det er små bitte børn. Deres familier. Skæbner, som kan være svære at pille ud af min egen sfære. Uden en mærkværdig form for savn eller bekymring.  Det tager en rum tid. Hvor jeg skal huske at sige til mig selv, at andre passer på dem nu. Det er de gode til, de andre. Mine kolleger. Og jeg ved, at om få dage er jeg et andet sted. Så har jeg sluppet dem og det. Sådan skal det være.

Nu er tiden en anden. Det er tid til os her. Det er godt. Og en lille smule angstprovokerende. Fordi jeg ved, at jeg er handicappet indeni. Det føles så helt utrolig urimeligt. For nu at sige det ligeud. Jeg synes, vi havde brug for så meget andet end en ny tur i depressionsgryden. Jeg bliver ved med at tænke, at det nok ikke er andet end en depression, der vipper med tæerne. Men helt ærligt- så ved jeg godt, at det ikke bare kan nøjes med at være det. Det er for fremskredent. Det har varet for længe. Jeg er stadig for mast og flad og ked af det. Til at det bare er en vippen med de sure tæer. Jeg prøver virkelig at acceptere og bare følge med, men det er faktisk ret svært. Jeg har lyst til at skrige min frustration ud. Jeg har lyst til at råbe og hyle og græde. Fordi jeg synes, det er synd for mig. Synd for mig, ja, og forfærdelig synd for mine elskede. Allermest. Men jeg kan ikke græde. For det sidder fast. Og jeg kan ikke råbe. For jeg er for træt. Jeg kan ikke blive vred. For det er ikke nogens skyld. Det er bare sådan, det er. Og jeg er så træt af at skulle acceptere. Resignere. Hvad ligner det…

Jeg ønsker mig en ferie, som helbreder huller og sår. Jeg ønsker mig en ferie, som fylder alle tomme beholdere op. Jeg ønsker mig en ferie, som efterlader os glade, brune, afslappede og fulde af overskud, fordi vi havde nok og rigeligt af alt det vigtigste. Jeg ønsker mig…

Advertisements

2 kommentarer on “Den ramte!”

  1. Henriette Esbensen siger:

    Du har en særlig gave med ord. Du kan sætte ord på det liv som kan være ganske fantastisk og helt og aldeles frygteligt. Du skal vide at det er til stor glæde og berigelse for mig at læse med her på blokken. Ønker dig og dine en god ferie med ro til at hele og tid til hinanden. Alt det bedste og rigtig god bedring.
    Kh. Henriette

    • Ida siger:

      Tak for gode ord og ønsker- vi satser og tror på masser af det gode! Det samme ønsker jeg dig. Kh Ida


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s