Asfalteksem

Det er den slags, man typisk pådrager sig i en vis periode af sit liv, hvor man er mere motorisk udfordret eller blot frygtløs end senerehen. Det er mange år siden, jeg har været ramt af denne type eksem sidst. I hvert fald udenpå.

For jeg synes nok, at jeg egentlig har taget min del af skrammerne i øvrigt. Indeni. Jeg har haft blødende knæ længe nok, set fra mit helt eget synspunkt. Depressions-asfalt kan skrabe helt ind til knoglerne, har jeg lært. Jeg tror nok, at jeg sommetider ville ønske, at man kunne bytte, så jeg kunne nøjes med plaster på knæene og ar på samme. Det er på en måde lidt nemmere at håndtere.

Egentlig synes jeg, at jeg er blevet ret god til at leve med den udfordring det er, at være sådan én, der bliver syg af depressioner. Jeg spiser medicin uden at brokke mig. Føler mig rask i lange perioder. Lever et aktivt liv med familie, job og andet godt. Jeg går troligt til psykiater, som hjælper mig med at dechifrere, hvad de forskellige ting i mit hoved kan betyde. Jeg føler mig ovenikøbet lykkelig, ret mange gange. Jeg føler mig også tit ulykkelig. Men det er der gode grunde til, og det må man godt, uden at det er noget sygt eller farligt. Sådan kan man næsten gå rundt og tro, at man nu har bekæmpet depressionsspøgelset for altid.

Næsten. Lige indtil man ryger næsegrus i asfalten igen, og slår alt skindet af knæ og albuer og alting. Og alting svier og bløder og gør ondt, og man havde helt glemt, hvor elendigt det føltes. Indeni.

Sådan er det. Lige nu. Indeni. Det bløder og er skrammet og grimt, og jeg bryder mig ikke om det. Uden at blive spurgt, bliver jeg lagt ned af irritation, træthed, søvnløshed, tristhed så tung, angst og uro. Kortluntet og irritabel er jeg hver dag. Uroen over, om jeg nu kan klare det, jeg skal kunne klare vælter ind over mig. Trætheden, som lammer mig, invaderer min hjerne. Ungernes fornøjede plapren og sludren og roden og larmen går lige i det mest lydfølsomme center i min rygmarv. Jeg holder min mund. Så vidt muligt. Strikker indædt, til jeg har ondt i hænderne. For ikke at blive den ulidelige mor. Hende, jeg ikke kan holde ud at leve sammen med.

Jeg sidder krøllet sammen i Rubens arm om aftenen. Læner mig op ad hans ro. Hans accept af, at jeg er sådan her, og at det er en ny tur, vi må gennemleve. Sammen. Og så føler jeg mig en lille smule mindre umulig. For en stund.

Åhr, hvor jeg hader det. Det flænser mit hverdagsliv. Tager luften ud af mig og efterlader mig som en sur karklud i køkkenvasken. Medicinen hjælper på nogle ting. Amputerer mig på andre måder. Jeg kan ikke længere græde. Der er låg på. Men jeg har sådan lyst til at græde. Lukke skuffetheden og sorgen ud. Over alting. Jeg har stadig store klumper af sorg inden i mig, som ruller rundt som skarpe sten i mit indre, og de river mig op inden i, men de kan ikke komme ud. De ligger oven på glæden og tilfredsheden, lykkeligheden og livsfornøjetheden, og får mig til næsten at glemme, hvordan det føles. Jeg vil det ikke!

Jeg ønsker mig, at det bliver en kort tur i mørkelandet. Andet vil være ubærligt!

Advertisements


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s