Lørdagslykke

Hverdage og hverdagslykke er dejligt. Virkelig dejligt. Jeg elsker at mærke, at jeg har den, lykken. Den hverdagsagtige. Det er brændstoffet til et liv, der nogle gange går hurtigt, og nogle gange tenderer noget lidt surt/hårdt/svært/besværligt/travlt; men som alligevel udmærker sig ved at være godt. Og mit. Det er heldigt. Eller velsignet.

Nu er det lørdag. Det har været en hurtig uge. Med vagter og natteroderi og travlhed. Så er en stille lørdag helt i orden med mig. Troede måske egentlig, at jeg skulle sove bare en kvart længe i morges. Det skulle jeg ikke. Hvem kan sove, når der mangler at blive overført et vigtigt, vigtigt album til en telefon, tilhørende 9-årig (weekend)morgenfrisk… Vi blev færdige med at sove. Bum. Nogle er nu draget nordpå til en arbejdsdag i godt selskab. Andre, damerne, trækker den lige lidt længere og støder til senere. Med aftensmad og oplagte til hyggeligheder.

Det betyder ro og morgenkaffe til mormenneske. Pigebørnene er sprintet ud i livet og gården, solen skinner, havedøren står åben og åbenbarer glade lyde og hundebjæf.

Kaffen er skoldhed i koppen, som jeg efter nogen søgen valgte til morgenens første kop. Jeg er et mærkeligt menneske, som på mange måder er meget klar i mælet og beslutsom. Bare ikke når det kommer til kopperne. Så kan jeg næsten gå i stå og få en lille smule dårlig samvittighed overfor en lidt overset kop på hylden… Nogle gange må jeg tage en ny kop til den næste kop kaffe, hvis det var svært at vælge… Kære brevkasse, skal jeg være bekymret?! Eller bare ikke ønske mig flere kopper?

Så i dag blev det blomsterkoppen. Med skoldhed kaffe, rugbrødsmad og legomænd on the side. Det er ikke mine legomænd, bare hvis nogen skulle komme i tvivl.

Lidt længere til siden står kommoden, som bærer Nikolajs billede, lys, og diverse vigtigheder. Der er ikke noget som helst alter-agtigt over det, hvis man skulle få den tanke; det er ganske enkelt bare det bedste sted at sætte de ting, jeg har brug for at have tæt på mig hver dag. Ungerne tager også tit en pause ved kommoden, hvor de lige vender en sten eller en muslingeskal, som de har lagt der som en kærlighedsgave til onkel Nikolaj. De kigger lidt, tænker lidt, nogle gange snakker de lidt. Og så går de videre. Nogle gange parkerer de en yndlingsting til låns til onkel Nikolaj, bare fordi de elsker ham. Lige nu har han selskab af disse her…

Jeps. Påklædningsdukker. Uden påklædning. Jeg fniser lidt over det, men kunne ikke drømme om at flytte den sirligt opstillede kærlighedsgave! Jeg er stensikker på, at han elsker den.

Advertisements


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s