Hæsblæsende

Somme tider bliver man ikke spurgt, om man er tilfreds med tempoet. Eller indholdet. Nogle gange må man bare samle op i en vis fart og få flyttet fødderne endnu hurtigere.

De sidste par dage var af den art. Med forskrækkelser indbygget, hospital og indlæggelse og angst i maven, indtil tingene langsomt landede på et udholdeligt sted. Vi behøver ikke mere af den slags. Tak.

Nu er der nogenlunde fred igen. Efterbehandling efter kræft er barske løjer, sander man. Det må have en ende, for vi vil have liv af en helt anden karakter, end det har været hidtil. Vi hjælpes ad. Det hjælper altid…

Nu er det mere almindelige tider. Almindelig hverdag. Fridag til fru Jensen, so to  speak. For første gang i lange tider. Jeg er nærmest helt rastløs og rundt på gulvet efter 10 dage i højt, højt tempo. Måske er det meget godt, at man lige keder sig behersket for en kort stund?

I mailboksen dumpede der idag en mail ind med billeder, hvorpå jeg figurerer i pink løbetøj og med nummer på maven. Det havde jeg ikke lige set komme. Men så tænker jeg igen med tilfredshed på, at jeg klarede det. Gjorde det. Vandt over mig selv… Det er lige til at blive høj af stadigvæk. At jeg kunne. På en bedre tid, end jeg havde turdet håbe på, endda. Tænk, jeg tror, jeg er nødt til at prøve det igen  en dag. Sært nok… Men så længe jeg stadig ømmer mig, omend beskedent, over trappegang og hurtigt tempo, venter jeg nok lige med at melde mig til noget! Drikker en kop kaffe mere og kigger ud på regnen, som stille siler ned på en forårsdag i april.

Advertisements


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s