Kunsten at stange tænder med en høtyv

Man kan godt få brug for at kunne den kunst, hvis man ligger med lidt for meget græs, hø og grus i tænderne. Jeg har ikke helt tjek på det endnu, lader det til.

Jeg troede måske, at jeg kunne løbe mig fra et dyk under vandoverfladen. Eller arbejde mig fra det. Eller noget helt tredje. Det viste sig, at det kunne jeg ikke. Surprise. Det eneste, man kan undre sig over, er jo i virkeligheden, at jeg ikke har fattet det endnu. Tror fejlagtigt, at hver gang er sidste gang. Eller også er det ikke fejlagtigt, men bare lidt naivt og optimistisk. Resultatet er det samme. Det gør skideondt at have hudløse knæ efter styrtet. Hver gang. Mind mig om det, næste gang jeg lidt karskt siger ‘op igen’, når en af mine unger er skvattet på løbehjulet…

Jeg er bange på den store måde lige for tiden. Bange for den store tur, om det er dén, der truer. Eller om jeg klarer mig igennem, lige akkurat. Jeg er bange for mere medicin, fordi jeg havde planer om mindre. Jeg er bange for trætheden, som ubønhørligt vælter mig omkuld. Hver eneste dag. Jeg sover, lige så snart jeg kan slippe afsted med det. Jeg er træt, så jeg nærmest ikke kan stave mit navn. Det er totalt ikke i orden, når det er forår; når man har børn, der gerne vil spille æsel og stave ord, børn, der gerne vil have selskab på rulleskøjter og tur i zoo. Det er totalt ikke i orden, at man ikke kan magte mere end Animal Planet i sofaen efter klokken 16, hvis man ikke skal begynde at tude. Det er totalt ikke i orden, at mit helt private barometer på humør og velbefindende, en næsten-6-års pige, flipper helt skråt ud og bare vil sidde oppe hos mig. Hver dag. Hele tiden. Det er skyld med skyld på. Jeg er så ked af at det er umuligt at skjule. Og det får mig til at få akut trang til flugt, når der bliver for meget gråd og tænders gnidsel. Og så er vi ude i ‘stakkels mand’ også. Og så er det bare helt ude i hampen.

Jamen altså, hvor jeg ikke synes, det er i orden. Undskyld brokket. Men det er bare for meget! Jeg gider faktisk ikke stange tænder med en høtyv. Så’ det sagt!

Jeg fortsætter med at løbe. Jeg har et halvmarathon, der venter. Og jeg nægter at tabe til en nedtur. Jeg fortsætter med at tro, at det var sidste gang, knæene skulle være hudløse og smagen af jord og græs var lidt for tydelig. Jeg nægter at give op over for en nedtur. Men hvis jeg nogle gange klynker alligevel, så bær over med mig. Rom blev ikke bygget på én dag…

Advertisements

2 kommentarer on “Kunsten at stange tænder med en høtyv”

  1. Lili Ruby siger:

    Jeg kan godt holde det ud…. og som sagt før – det er DIN BLOG – og DU MÅ SKRIVE HVAD DU VIL…. og kan JEG ikke holde det ud (det kan jeg så godt…) Så må JEG jo have frihed til at lade være med at læse…

    Du ringer også bare hvis du har brug for respons i den anden ende ikk???

    Knus og et plaster til knæet (har ingen høtyve nemlig)

    Lili

  2. Kirsten siger:

    Brok dig endelig her – jeg bruger også min blog til brok. De der ikke orker at læse om det, må læse noget andet i dag.
    Hold ud, det går over igen. De gode dage venter lige derhenne om hjørnet, bare lidt endnu og så er de der!
    Bliv ved at løbe, det holder dig stærk fysisk og psykisk – glæd dig til dit halvmarathon og over at du kan.
    Vi er herude og vi kan klare meget brok fra din side 🙂


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s