Om gråt og guld

Det startede gråt. Koldt. For første gang med at skrabe bilen af for is. Det kan selvfølgelig bero på, at det er sjældent, jeg ligefrem kører børnene i skole i bil, men alligevel. Der var meget is efter gårsdagens store regnvejr. Og glat. På vejen slukkede gadelygterne og overlod os til halvmørket.

Men morgenen gryede mere og mere. Så sådan her ud forleden dag og i dag også.

Jeg kan lide det smukt. Gyldent og rødt. Med sjælegode farver at starte en dag med. Når det nu godt kan være lidt gråt ellers. I dag er jeg lidt grå. Indeni. Og jeg tænkte, at en tur ud i luften og det gyldne skin, som udviklede sig, kunne gøre godt på gråligheden.

Men nogle dage er bare sådan. Hvor man har hul lige ind til det allerblødeste. Hvor man græder lige pludselig, fordi man havde glemt et lille øjeblik, hvor meget man kan savne helt inde fra det inderste af sin sjæl. Søde lillebror, jeg savner dig så forfærdeligt. Der er hul til det allerblødeste, som er ømt og sart. Der er brydninger i tanken, som kæmper for at forlige sig med virkeligheden. Og så græder jeg. Varme, salte tårer over alt det, som vi mistede, over alt det, som vi savner hudløst. Og billedet i min favn bliver fugtigt af tårer. Men det gør ikke noget. Nogle gange hjælper det kun at græde. Og så letter gråheden. Bare lige så meget, at jeg kan se, at det ikke længere er gråligt udenfor, men gyldent skin.

Det liv er en skønsom blanding af gråt og guld. Jeg er ved at acceptere, at det er sådan, det er. Når jeg er færdig med at græde over det grå, vil jeg glædes over guldet!

Advertisements


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s