Pausefisk

Jeg er en pausefisk. En stor en. Det har bare ikke været min uge, kan vi sige herfra. Efter endnu en nat med halvvågent barn, ømmende og klynkende ovenpå mig, natlige bade og skift af tøj, undertøj osv, indrømmer jeg blankt, at jeg er færdig. Slut. Gider ikke mere. Overhovedet.

Så da jeg lagde mit hoved på puden kl. 05 og håbede på bare 3 uforstyrrede timer, var jeg ikke bare en lille smule syrlig, men virkelig irritabel og helt utrolig træt af overboere, som ved 6-tiden insisterede på at ryge og være fuldesjove på den virkelig højrystede måde lige udenfor vinduet. Kald mig bare smålig. Jeg var ikke spor rar. Men holdt mig dog fra at stikke dem det veritable møgfald ud gennem soveværelsesvinduet. Men søvn- det blev der ikke mere af.

Derfor synes jeg egentlig nok, at det er på sin plads med en kop uforstyrret kaffe, inden ungerne og jeg vinker farvel til far, som skal på vagt til en gang i morgen…

Kaffen er rygende varm i glasset. Det er godt. Jeg kigger ud på den regnvåde gade og tænker på alting og ingenting. Den slags stunder gør gode ting i et travlt hverdagsliv.

En strikket håndledsvarmer kan godt gøre det ud for grydelap, når man ellers ville brænde nallerne.

Der har været mange dage, hvor jeg har kigget på computeren og tænkt, at jeg ikke har ord at skrive. Ikke har tanker, jeg kan sætte fast foran mig som formulerede sætninger. Jeg har været helt tavs og ordtom. Jeg har spekuleret over, hvad det er. For det er stadig. Jeg har stadig ikke greb om ord og tanker. Men det behøver man jo slet heller ikke at ha’, indvender du måske. Næ. Det gør man ikke. Det ved jeg godt. Men jeg kan ikke gøre for det. Jeg er vist sådan. Med ord og sådan, mener jeg. Og det er okay, når man lærer at leve med det. Det er ikke ubetinget en nem egenskab at besidde. Hverken for en selv, eller for andre. Jeg synes, jeg har lært at leve med det. Med alle mine ord, med mine tanker, med mine følelser. Selvom de nogle gange larmer og roder indeni. Og selvom de nogle gange er grund til, at jeg bliver ulykkelig over, at et andet menneske kan have det svært med det. Det er ikke længe siden, det sidst hændte.

Men når der så er stille, tomt for ord, eller måske så mange ord og følelser, at jeg ikke kan høre og se, hvad der er hvad, så er det også lidt sært. For jeg ved, at det arbejder og lever og er til stede, uanset om jeg kan dechifrere og forstå. Det ordløse indre liv gør noget andet, end ord kan gøre. Jeg holder også af det ordløse. Men jeg bliver også lidt forvirret og nogle gange lidt bange. For i den senere tid er flere ting gået op for mig. Noget af det ordløse liv har åbnet sig en lille smule, og jeg ser nye ting.

Jeg har set, at jeg er bange. Angst fylder mig og får mig til at stikke fingrene mentalt i ørerne og håbe på, at det grimme går væk. Da Nikolaj rejste, var alting så forfærdelig definitivt. Det var ikke til at gøre om. Der var ikke noget at håbe på. For han kom aldrig mere tilbage til os i levendehed. Og det var det, vi ville have, men ikke kunne få. Angsten for, om vi fik lov at beholde ham, var ikke tilstede, for vi vidste, at vi ikke fik lov. Definitivt. Det ødelagde alting på et lille bitte øjeblik. Verden var forandret og vi var forandrede. Vi lever stadig med den lammende sorg, at vi ikke fik lov at beholde. Det er et faktum. Og det kræver sit at holde stædigt ved livet og ønske sig det gode af det.

Vi arbejdede hårdt for at genvinde fodfæste og tillid. En slags, i hvert fald. Men så gav alting sig til at knage og brage i furerne igen. Livet blev én gang til usikkert og skrøbeligt og farligt. Cancer er et af de grimmeste ord, jeg kender. Men det flyttede ind, ordet. Det grimme. Og angsten. Kemoen. Kvalmen. Trætheden. Håret, der faldt af. Tapperheden, der er så stor, i kampen for at komme tilbage til det gode liv. Der er gode chancer for at komme godt igennem. Vi klynger os til de gode ting, særligt når dagene er svære at komme igennem.

Og jeg troede, at det ville være nemmere at håndtere end død. Måske er det også sådan. Jeg ved det faktisk ikke. Efter uger og måneder mærkede jeg angsten. For alvor. Og jeg blev forskrækket og forvirret, for hvorfor nu sådan her?! Hvad er det, jeg går helt i bro over? Der kan jo være så meget. Tætheden, hvormed bomberne er faldet i vores liv, er sikkert også en del af det. Granatchok. Og så er der angsten over det ikke-definitive. At blive rask nu er én ting. Om man får lov at blive ved med at være det, er en anden. For eksempel. Og det lille faktum gør, at jeg bliver så frygtelig angst. For hvad der kan ske. Ramme i flæng. Det gør mig bange. I glimt og inde bag ved de ord, min hjerne dækker mig til med. Og så er jeg nødt til at være stille lidt. Se på min angst, den ordløse slags. Og lære at leve med den. Forsøge. At leve. Ægte og glad. På trods af de mange muligheder for forfærdeligheder. Prøve at se alle de tusind mange muligheder for vidunderligheder også.

Jeg tror godt, jeg kan. Sammen med mine allerbedste kan jeg godt.

Advertisements

One Comment on “Pausefisk”

  1. Hulemor siger:

    Jeg ved faktisk slet ikke, hvad jeg skal skrive, udover at jeg virkelig elsker de ord, der kommer fra dig. Når de kommer. Og jeg kan virkelig godt forstå pausefiskeriet. Tror jeg. Det giver genklang langt inde i mit inderste indre. Kram


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s