Favoriteday

Efter fredag kommer favoriteday. Det er helt passende. Det er lige netop det, man trænger til, er det ikke rigtigt?!

Vi har sådan en dag. Der er blevet møbleret lidt rundt (det er sådan noget, man gør på månedlig basis, når man ikke helt har kvadratmeter nok), der er blevet leget og tegnet og gjort lidt rent, vasket et par maskiner og bagt kager. Vi har en forkærlighed for citronmåne. Grigos Citronmåne. Ikke den fra Q8.

Tre børn med forklæder på var ivrige og fornøjede over at rive, sigte, piske, slå æg ud og især glæde sig til resultatet. Og jeg glædede mig over iveren, solskinnet, duften af citroner i næsen og lyden af mine børn på en favoriteday.

Det lyder næsten alt for idyllisk. Det er det ikke. I den halve time processen løb over, var det ren fryd. Ægte. Hvis jeg skal drysse lidt virkelighed ud over glansbilledet, så er lydtæppet skiftet væsentligt. Fra fryd til hyl. Bump og brag, formentlig fra en omgang hoppen ned fra køjesengene. Pudset, der rasler stille ned fra hjørnerne i takt med udfoldelserne. Hvin og brøl og et halvt tud, fordi en storebror formaster sig til at drille. Og et brøl mere, fordi lillesøsteren har held til at finde ligtornen og jokke grundigt på den…

Jeps. Så idyllisk har vi det. Heldigvis. Jeg duer vist heller ikke selv til at bo i et glansbillede. Hvor skulle jeg så gøre af alt det, der ikke passer ind i de hvidmalede reoler? Jeg er nødt til at have nogle bunker og noget uorden i hjørnerne. Og når jazzen er spillet færdig ude i køkkenet, kan jeg garanteret høre Rasmus Seebach dundre ud af højtalerne på ungernes værelse. Sådan lige lidt forskellige stemninger dér. Men okay stemninger. Hvis man altså kan abstrahere fra alle de kærestetemaer, ens 5-årige står og giver den gas til med føntørreren.

Favoriteday. En velkommen gæst i mit liv. Der har været alt for lidt favorite over de sidste uger. Jeg har taget mange livtag med tanken om flere store temaer i mit og vores liv. Ting og temaer som potentielt kan gøre virkelig meget skade og bringe meget sorg. Jeg siger ikke, at jeg forbereder mig på sorgerne. Jeg orienterer mig vel bare i virkelighedens landskab. Forholder mig til det. Fordi jeg vist nok havde bildt mig ind, i al min sorgfulde naivitet, at det ondeste var gennemlevet og prøvet, da Nikolaj rejste. Og så var logikken jo, at vi var færdige med det. Kunne leve resten af livet i vished om, at vi var færdige med at blive skudt i sænk. Åh kære. Hvor ufatteligt et selvbedrag. Hvor naivt og hvor desperat. Men den eneste måde at håndtere det utænkelige på dengang. For bare et kort år siden.

Naiviteten er der formentlig rester af. Men ikke blåøjet og i samme grad som for nogle uger siden. For vi er i gang med det næste kapitel. Morgenens telefonsnak med en mor, som ubøjeligt sejt går ind i det liv, der er blevet hendes, og forsøger at favne det med kærlighed, selvom vi snakker om parykker og tørklæder til skaldede isser, angst for det ukendte i kemoland, om trygheden eller usikkerheden i statistikker og viden, fjerner den slags naivitet, som kaldes blåøjet. Det kræver plads til omformning af tanker og forestillinger. Det kræver kopper med varm te og citronkage. Det kræver mennesker, som har plads i hjerterne til os, der ikke helt kan finde balancen i hverdagslivet lige nu. Det kræver favoritedays. Heldigvis har jeg sådan en. I dag. Nu.

Nyd din!

Reklamer


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s