Udenfor

Udenfor vinduet sidder en dame. Hun stanger tænder med neglene, ryger en cigaret og drikker kaffe. Der er busser, der gule og store tumler forbi. Der er mænd, der snakker et andet sprog henne ved disken. Noget arabisk. Der er cykler i hobetal, for det er jo Nørrebrogade. Der er liv og leben udenfor. Jeg ser det hele, og jeg føler mig så alene. Og udenfor.

For hvordan går et liv upåvirket videre, spørger jeg mig selv. Når nu vi igen sidder med knuste ruder og murbrokker indeni? Jeg kender jo godt svaret. Jeg har jo set det før. At verden går videre. For dem, som er i den. Også for mig og mine. Det er vores univers, der er rystet og revnet. I de store jordskælv, der fra tid til anden ruller ind over os.

Grundlæggende har jeg altid følt mig som et meget heldigt menneske. Helt generelt betragtet. På trods af mobbeårene og den slags, så har jeg altid været et velsignet menneske. Jeg elsker min familie. Bevares, alle kan vel finde en knast at slå tåen på, men uagtet alt det småtteri, så elsker jeg min familie himmelhøjt. Himmelhøjt! Jeg har haft og har stadig søskende, som er mine absolutte favoritter i mit liv. Som jeg ville vælge som venner og livsmedvandrere, hvis jeg ikke havde haft dem fra starten. Jeg elsker dem og deres. Og jeg føler mig ganske ubeskriveligt heldig og rig med dem. Og min mand. Mine sunde børn. Mit arbejde. Alt muligt.

Så døde Nikolaj. Vi havde prøvet kriser før, men aldrig sådan. Vi blev slået til atomer. Vi prøver stadig at fatte. At samle op og sammen. Vi blev rystede i grundvolden. Af livet og døden. Og vi blev ramt! Forfærdeligt ramt. I tilliden, i troen, i kærligheden. Og vi prøvede at rejse os op sammen. Følte os stadig ramt, men også sært velsignede. Med hinanden. Med at have haft Nikolaj. Med at få ham tilbage fra havet. Med at kunne holde hinanden i hånden og hjertet på den til dato sværeste vandring. Og vi syntes på mærkværdig vis at kunne åbne op og gå ud i livet igen.

Og nu. Er vi tilbage i det utålelige smerte og mørke. Angst. Usikkerhed, uvished. Og vi føler at vi har fået en kugle i hvert knæ, så vi ikke længere kan stå, men bare kravle og slæbe os afsted. Men vi har ingen kræfter, for dem har vi allerede brugt på det sidste år. Og jeg tænker, at jeg hader at bytte mit ‘Velsignet Heldig’ mærkat ud med ‘Ulykkeligt Ramt’. Eller noget, der tangerer. Jeg hader tanken om, at man er den familie, 0m hvem andre tænker  ‘Åh, hvor er det slemt for dem. Hvor er det forfærdeligt og urimeligt. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle gøre, hvis det var mig…’. Jeg mener, jeg er jo fantastisk glad for, at der overhovedet er nogen, der kan tænke på os. At der er nogen, der vil. Og som hjælper og lytter og bærer med. Men jeg synes, det er forfærdelig svært at føle mig ikke-heldig. Ikke længere heldig. Bare ramt og ulykkelig og angst. Uden at kunne flytte på det, uden at kunne tage noget af det væk. Uden noget som helst at gøre. Bare at kunne vente i angst og frygt for fremtiden.

Så er det, at jeg sidder her. Og føler mig udenfor det liv. Udenfor og med ondt i maven. Hjælp…

Advertisements

3 kommentarer on “Udenfor”

  1. Inge siger:

    Hvor ville jeg ønske at jeg kunne hjælpe. Smide en redningskrans som sikrede dig og dine en sikker og tryg vej tilbage til fastlandet. Men vi véd begge to godt, at en sådan ikke findes. Kan kun følge med. Bede for. Ængstes med. Stille samme spørgsmål som I. Til Ham den største. Så det gør jeg så.

  2. Lili Ruby siger:

    Tjaaaa det med at om I har kræfterne eller ej det havde jeg faktisk også gået at bekymret mig lidt over… om I har kræfterne. Men jeg håber I alligevel må mærke at I får dem efterhånden som I skal bruge dem . Min mors kræft var (også?) særlig aggressiv og hurtig voksende osv – men hende har vi heldigvis endnu. De KAN altså meget de kære læger idag – men det ved du jo alt om selv. Og jeg tror på at din mors sygdom er blevet fundet i tide så de kan få bugt med det hele. DETTE ÆNDRER DOG IKKE PÅ at hun og I skal en hård tid igennem, det er jeg ganske med på. Og ja det bliver bare ganske svært at skal ud på afgrunden igen… jeg ville gerne kunne knipse og sige..”Pist væk” og NU får det godt alle mand… – øv…. 😦 Jeg sender tanker, lidt kræfter af dem jeg har tilbage, og bønner i jeres retning.
    Knus
    Lili

  3. Kirsten siger:

    Det er uhyggeligt at opleve hvordan verden forsætter fuldstændigt normalt når man selv er ramt i sit inderste. Det får de store sprøgsmål frem om eksistens, udødelighed og livet i sin helhed. Man går rundt som i en glasklokke og forstår ikke at ens tilværelse er et lille sandkorn på livets store strand.
    Men jeg tror på at I igen bliver Heldige Med Livet. For I har så mange smukke ting der vil vokse sig store og betydningsfulde og fylde i jeres tilværelse igen. Livets cyklus vil være nænsom imod jeres familie og sørge for at glæderne og de gode ting vil fylde mest i sidste ende.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s