Ventesal

Vi venter. Hele tiden, men idag ganske særligt meget. På viden, information, svar, forhåbentlig så godt, som muligt…

Laust og jeg sidder i ventesalen. Jeg kunne ikke holde ud at gå der imellem vasketøjsbunker og to-do-ting. Jeg måtte ud. Og jeg tog min unge under armen, puttede den sidste uges forsømte lektier i tasken og sagde til ham, at nu skulle han læse, ikke snakke til mig. For der var mangel på frirum i mit hoved. Så vi sidder her. Han prøver virkelig at lade være med at lade fantasien og ordene flyde ud over mig i en lind strøm. Og jeg måtte sige ‘næh, tak. Ikke lige nu…’ til forespørgslen om jeg ville høre noget virkelig sjovt. I stedet fodrer jeg ham med croissant og juice og siger ‘læs du bare din bog’, mens min egen tankestrøm går sine egne veje.

Jeg tror ikke engang, jeg kan mærke, hvilken vej strømmen af tanker går. De går bare. Er nærmest uidentificerbare. De er der bare som en underliggende flod. Jeg har opdaget, at det ikke altid er så forfærdelig vigtigt, at finde ud af alt hvad jeg tænker helt konkret. Det er nogle gange nok og bedst at lade det være der. Det uidentificerbare. At give plads til uroen nedenunder. At lade det flyde afsted og mærke, at det er til stede og lader mig reagere på det, uden nødvendigvis at forlange en komplet optrevling og konkret bearbejdning i alle detaljer. Det er en stor frihed at opdage det. At jeg ikke er ansvarsløs og følelsesflad, bare fordi jeg ikke trevler mig selv op til atomer. Jeg mærker det jo alligevel. Jeg græder, når jeg er ulykkelig. Jeg ængstes, jeg bliver bange og kryber sammen. Jeg glædes over det umiddelbare. Jeg elsker det, der er blevet mit. Jeg elsker i særlighed dem, som er mine. Og jeg fryder mig over det.

Så vi sidder her. Min dreng og jeg. I ventesalen på Elmegade. Der er kun én af os, der ved, at det er ventesal idag. For man skal ikke lægge bekymringer på nogen, der ikke trænger dem, hvis det ikke er nødvendigt.  Og jeg tænker mig helt hen ved siden af dem, jeg elsker. For at være så tæt så muligt på. Imens jeg råber til den Gud, som jeg trods alting tror på, at jeg forventer godt, alt godt, til dem, jeg elsker. Bare hvis Han skulle være i tvivl. Men det er næppe tilfældet…

Ventesalen har budt på god kaffe. Smagen af smørcroissanter i munden. Og jeg tænker på, at det er godt, at det kan smages og mærkes. Det gode. Dagen skal fyldes med godt. Jeg tror ikke på besværgelser. Men jeg må blive nødt til at fylde så meget godt, som muligt ind i den. For at den ikke skal blive angstfyldt og mørk. For jeg tror på det AllerBedste…

Reklamer

2 kommentarer on “Ventesal”

  1. Hulemor siger:

    Du skriver, så jeg mærker mine egne følelser fra dage, hvor der er blevet ventet i ængstelse på nye beskeder. Hvor jeg dog håber, at det går på den allerbedste måde for jer. Kram Hulemor

  2. Inge siger:

    I sorgens landskab krydser vi hinandens vej; trøstende og forstående kram deles. Jeg er også en hyppig gæst i ængstelsens rige – og jeg ser dig gå rundt der med alle dine, som på en eller anden måde også føles lidt som mine. Fordi jeg holder af. Ængstes med jer, beder om alt det bedste når der om lidt sættes en stopper for venterierne.
    Kærligste tanker fra Inge


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s