Kend din københavner

Der er sådan ret tætpakket. Inde på Kaffeplantagen. Vi er flere, der er trukket i ly for det der vejr, som udmærker sig ved regn i stænger. Man kommer hinanden ved, fordi pladsen er af en sådan beskaffenhed, at hvis ikke man gider sidde tæt, så skal man finde et andet sted til sin kaffestund. Kom hinanden ved-konceptet. Kunne man kalde det.

Cappucino. Dobbelt shot. Tak. Mens jeg sidder og kigger ud på københavnerne. Der er damerne med fuldt ornat og børn bagpå i passende Reima-Tec outfit. I efterårets farver. Der er de studerende. På skramlede cykler i havelåge-kategorien, som okser afsted. I regnfrakke fundet på genbrug. Ternede, gule, grønne. Og så er der dem, der ikke har kigget ud ad vinduet de sidste par timer og derfor fejlagtigt har bedømt vejrliget som en forbigående byge…

Jeg kigger på det hele over kanten af min cappucinokop og leger ‘Kend Din Københavner’. Mig selv? Jeg ligger vist i en kategori uden navn. Mor-som-har-fri-og-som-har-afleveret-ungerne-og-drikker-kaffe-i-fred-for-plageri-og-vasketøj… Det kunne være navnet på kategorien. Det passer i hvert fald.

Denne uge er som sidste. Min elskling-kæreste er på kursus. Langt væk ovre i det der Jylland. Uden mig. Uden unger. På hotel. Jeg ved ikke, om man direkte behøver at have ondt af ham- jeg kunne måske godt overtales til en lille uge på hotel med undervisning og alt betalt. Men det er nu alligevel bedst at være sammen. Så jeg glæder mig bare allerede til det bliver torsdag aften. For så er han min igen. I mellemtiden tror jeg nu nok, at jeg godt kan få tiden til at gå- yngelpleje tager sin bid af kagen, og det er dejligt. Jeg elsker yngelpleje, efter at jeg har drukket min kaffe, forstås. Og der er ting, der kan strikkes på, mellem maskinerne med tøj og opvask. Mellem køreturene frem og tilbage mellem skoler og børnehaver og fritidsting. Mellem praktikaliteterne og evt også trivialiteterne. Og det er jo sådan set bare opskriften på en hverdag, og sådan kan jeg virkelig godt lide mit liv. At jeg så kan vente med at arbejde, til manden min er hjemme igen, er bare et ekstra plus på den lange bane. Heldig kartoffel i regnvejr.

På en regnvåd mandag. Må den blive god!

Reklamer

4 kommentarer on “Kend din københavner”

  1. Kirsten siger:

    Altså hvor jeg egentlig trænger til at lære af dig. At tage tingene lidt mere afslappet, de der praktiske gøremål som jo er hverdagen. Du virker så rolig når du taler om opvasken, vasektøjet og opvasken, som om at det er da ikke noget. Og dine børn er meget mindre end mine. Du tager dig en kop kaffe og noget strikketøj og intet vælter dig.
    Jeg stresser over tankerne om hvad jeg skal finde på at lave til aftensmad – noget alle kan lide, noget der er sundt, nogen gange noget der kan være lidt hurtigt, noget der ikke har kød…..Det går der meget energi med.
    Tanken om vasketøjet kan lamme mig, tanken om rengøringen får mig til at dukke hovedet, tanken om, tanken om – og så får jeg slet intet gjort. Drømmen om at huset er rent fra øverst til nederst, alt vasketøjet rent og alle skjorterne strøgne – på en gang alt sammen , bare én eneste gang føle at der er intet der hænger over hovedet.
    Opskriften er jo det du gør, tager det helt roligt og hviler i dig selv. Lær mig det, please 😉

    • Ida siger:

      Nu er det jo ikke sådan, at jeg aldrig får stress over aftensmaden og bunkerne. Det er et tilbagevendende tema på diskussionsplakaten her i firmaet. Jeg tænker, at jeg måske i særlig grad har måttet øve mig på at slippe tøjlerne og stressen, fordi det ganske enkelt er den direkte vej ind i depressionens mørke for mig. Og så øver jeg mig, både hjemme og på arbejde, over at tænke om mig selv, at jeg har travlt, ikke at jeg har stress. Det er umiddelbart en sværere øvelse, end man skulle tro.
      Faktisk vil jeg sige, at det bedste tip, jeg kan give dig, er at fjerne dig helt fra tingene, når du trænger til en time-out. Det er jo derfor Nørrebros caféer er så velbesøgt af mig. Det ér jo ikke til at vaske tøj på en café. Medmindre man vælger Laundromat, naturligvis! 🙂 God fornøjelse med at finde de steder, hvor du er væk fra alting, undtagen dig selv.

  2. Lili Ruby siger:

    Der er vel heller ikke meget andet at gøre … end at tage en kop kaffe og lade tingene komme i den rækkefølge det kommer – sammen med regnen… godt gået…f

    Her skinner solen højt på himmelen (endnu) men der kommer sikkert en del regn senere… mon ikk?? Og JEG har lige forkælet mig selv ved at få…. lavet negle… for første gang EVER… Jubiiiii det er sjovt.. o g det kan jeg vist godt blive forfalden til :0) 🙂

    God dag og uge – uden elskningen

    • Ida siger:

      Håh, det lyder misundelsesværdigt lækkert! 😉 Det er også godt at forkæle, evt også shoppe, på forskud, så man er i plus på balancen, når regnvejret pludselig rammer!


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s