Kan man få gips på sjælen?

Jeg har så ondt i den sjæl. Lige som jeg troede, at jeg står godt fast på jorden. Uden at vælte lige nu. Så vælter jeg alligevel. Kan det overraske, kan man spørge. Næ. Nok ikke. Jeg har bare sådan en elendig hukommelse på det punkt.

Faktisk har jeg nok godt vidst, at det ville komme. Snart. Jeg ville bare ikke. Men jeg kunne mærke klumpen af sorgfuldhed vokse. Af gråden, der ikke fik tid. Af savnet. Som altid er med mig.

Jeg savner så forfærdeligt. Jeg har på en måde vænnet mig til at savnet går med mig hele tiden. Måske er det i virkeligheden rart for mig, for det er jo også en slags nærvær med Nikolaj. Og det vil jeg ikke undvære. På trods af smerteligheden.

Jeg kunne mærke det i går også. Da jeg trådte et skridt nærmere sanity. Eller hvad vi nu skal kalde det. Jeg skulle jo være glad. Det var jeg også. Er jeg stadig. Og så alligevel. Så træt, så træt. Så energiforladt.

Så kunne jeg mærke det. I dag. Da jeg kom hjem efter at have afleveret hele koret. Og satte vasketøj over og forsøgte at lægge en plan for dagen, inden arbejdet kalder i eftermiddag. Jeg kunne ikke finde ud af det. Og jeg blev nødt til at se i øjnene, at jeg måtte trykke på knappen. Helt konkret. Sætte pladen på, som jeg ved, kalder erindringerne frem. For de ville ses på. Mærkes. Føles. Uanset, om jeg har lyst eller ej.

Med tåreblindede øjne hørte jeg de første toner og kom i hu. Kaskader af billeder og tårer strømmede ud af tonerne. Det river og flår mig i stykker, og jeg tror aldrig, jeg kan holde op med at græde. Men det stilner alligevel af. Før eller siden. Og jeg kan se på billederne i hovedet. Mærke, hvad det er, der fylder. Se godt efter, for ikke at glemme. Gemme væk, for ikke at dø selv. Tårerne holder op stille og roligt. De har dryppet ned i cappucinoen, men det er lige meget. Jeg ser. På de billeder, der hører til inde i mig. Og måske bliver jeg sat en lille smule fri af at se på dem. Betragte. Og acceptere, at de er en del af fortællingen om mit liv. Af min brors liv. Af mine elskedes liv. Selvom jeg ikke kan forstå, hvorfor det skulle være sådan.

Min ømme sjæl lader tårerne tørre. Og mærker lettelsen varme lige så forsigtigt. Jeg skal sige til dem, der er mine, at jeg elsker dem. Igen. For de må aldrig være i tvivl.

Jeg går en tur ad Nikolajgade i dag.

Advertisements

2 kommentarer on “Kan man få gips på sjælen?”

  1. Kari siger:

    De ordene kan man ikke si ofte nok!
    Jeg har intet plaster å dele ut for din sorg, men jeg er her og jeg lytter gjerne.
    Vit også at sorgen mildnes med tiden, men den blir aldri borte og det ønsker vi vel heller ikke innerst inne…..
    Ta vare på deg selv!
    Vakre tanker fra K@ri*

  2. Lili Ruby siger:

    Knuzzzzzzz og faktisk… FLOT at du gav efter for tårerne og gjorde hvad der var mest rigtig. Lade savnet og sorgen få plads..


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s