Cirkelliv

Snart. I morgen. Sluttes ringen. Ringen af dage, som aldrig før er blevet levet uden Nikolaj, siden den dag han kom til os. En dag i august forlod han os. Den attende dag i den ottende måned. I morgen. I morgen har vi prøvet alle slags dage i et år uden ham. Ringen sluttes. Årets ring.

Cirkelliv. En årscirkel er sluttet med dagen i morgen. Andre cirkler fortsætter. Går jeg i ring? Jeg ved det ikke. Jeg vil ikke dagen i morgen. Jeg vil ikke, at der er gået så urimelig lang tid siden, Nikolaj var hos os for sidste gang. Jeg vil ikke undvære længere. Jeg vil have! Jeg går i ring. Jeg siger det samme til Gud. Hver eneste gang. Jeg forstår det ikke. Jeg vil ikke undvære. Jeg vil ikke have den her virkelighed. Men jeg kan ikke længere vælge.

Jeg husker også de første dage. De var lange som år, uvirkelige, rædselsfulde, forfærdelige. Tankerne gik i ring om det ufattelige. Rundt og rundt. I desperate forsøg på at gøre det forfærdeligste om. Hvis blot vi kunne. I drømme og vågne timer forsøgte sindet at omskrive det, som ikke var bærligt. Eller begribeligt. Og jeg greb mig selv i at være misundelig. På dem, som var længere end mig i arbejdet med at kapere sorgens virkelighed. Dem, som havde lært at trække vejret, synke maden, se solen, smile lidt… Jeg var så uendelig misundelig, for jeg magtede ikke at tænke tanken om de forfærdeligt hårde dage forude til ende. Bare ét år fremme, tænkte jeg. Måske føles det ikke så forfærdeligt?! Måske?

Men det føles stadig forfærdeligt ubærligt. Jeg savner stadig hudløst og skrigende. Jeg mangler stadig og endnu mere at kramme min elskede lillebror hårdt og stramt og stryge over hans muskler på overarmene og drille ham med, at han er blevet forfængelig og fitness-dreng… Jeg savner uendeligt at snakke med ham i telefonen om alting. Om kæreste og hjertesorger, bekymringer og fornøjeligheder. Og fortælle ham, at jeg elsker ham til himlen.

Og så alligevel. Så er det anderledes end de første skrigende smertefulde dage. For mit sind har lidt mere vænnet sig til tanken om det ubegribelige. Mit hjerte skal ikke længere mindes om, hvad og hvem, der mangler. Jeg husker. Min krop husker. Mit sind husker. Jeg er ikke lægt endnu. Jeg er ikke helet indeni eller udenpå. Jeg græder stadig varme tårer over savnet og forfærdeligheden. Men en lille smule videre i den store cirkel, livet er dannet af, et lille bitte skridt har jeg taget på vejen videre. Ikke det der med ‘at komme videre’. Det vil jeg ikke. Jeg har brug for at være i det. Være med Nikolaj, have ham i hjertet. Men den rå smerte ved tabet af ham, er blevet betrukket af et tyndt lag blødt, som tager lidt af stødene, der kommer hele tiden. Råheden bliver pakket nænsomt ind i kærligheden til ham. Jeg behøver ikke komme videre. Jeg bærer ham bare med mig. For sådan er det bedst.

Jeg kigger på mærket på min arm. Fordi det er mærket, jeg bærer for ham. For evighed. Til ringen sluttes endeligt. Og vi ses igen. Jeg kigger på roserne, der er kørt hjem i cykelkurven. Som er til ham. Til hans have. Det er tredje gang, jeg kører en helt fuld cykelkurv af hvide roser hjem fra byen, for at give dem til ham. Da jeg købte dem idag stod der to unge fyre, glade og grinende, som spillede guitar og sang højt og fornøjet. Jeg tænkte, at de sang for ham. Uden at vide det. Og jeg græd med roserne i favnen og ønskede, at det ikke var sådan her, det er. Men det er det. Jeg sørger over det. Og jeg elsker det liv, jeg fik med min lillebror.

Imorgen kører jeg hjem. Hjem til mor og far, hjem til Nikolaj, hjem til kærlighed og fællesskab. Det er en god cirkel at være i. Jeg er dybt taknemlig!

Advertisements

3 kommentarer on “Cirkelliv”

  1. Lili Ruby siger:

    Jeg har frygtet for denne dag “sammen med dig”. Men hvor er det godt at du tager hjem til Nikolajs have… og besøger ham dér. Med armene fyldt af roser… Jeg er glad for at du er sammen med dem du også elsker, på denne dag. En masse tanker og knus og kram og gode ting sender jeg til dig – på denne den 18. i 8. måned… 2011!!!!

    Knus fra mig til dig.

  2. Hanna siger:

    Kæreste Ida
    Jeg er helt tom for ord, og ville ønske jeg kunne være tættere på og bare leve med i det. Men i mine bønner er jeg med jer alle i dag især.
    Knus Hanna

  3. Charlotte siger:

    Åh, mine øjne fyldes af tårer, hvor må det have været svært og stadig være det. Så smuk og malerisk beskrivelse.
    Kh Charlotte


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s