Pjask, sjask

Hvor det dog regner. Meget. Vådt, og på den helt store måde. Ikke skybrud, nej, men den der tunge, vedvarende regn, som virkelig bare siler ned. Vådt.

Nu kunne man tænke, at så går det sikkert helt til hest for hende. Regnvejr, vådt og gråt. Trist. Men ved du hvad- det gør det egentlig ikke…

Igår var jeg så ked af det. Jeg havde grædt og da jeg kom på arbejde, kunne jeg mærke saltvandet, som var tørret på mine kinder og strammede under øjnene. Jeg mærkede på min krop, at jeg var ked af det. Og så skete der noget. For jeg mødte en far. Som havde fået en datter. Rund og dejlig, blød og sød og helt perfekt. Sund og fin. Og med en meget synlig misdannelse. Som ikke var farlig. Men svær alligevel. Jeg forelskede mig lige på stedet i den lille tykke prinsesse, som lå der i mine arme en lille stund. Og jeg småsnakkede med hende, som man jo gør med bitte liller. Og fortalte hendes far om noget, som han kunne have gavn af at vide om sit barns særlighed. Stille og roligt snakkede vi. Og så blev han stille. Med vibrationer om læberne og sammenbidte kæber. Og jeg spurgte ham, hvad han tænkte. Og han sagde- ‘jeg ved jo godt, at der er så mange andre, der har det meget værre…’ og bed kæberne sammen igen. Og jeg kiggede på ham og så måtte jeg bare sige til ham, mens jeg stod med hans dejlige unge i armene, at det ikke er sådan, det er. Man har det, man får givet. Man må sørge over det, som falder i ens lod. Man må græde over de tabte drømme og forestillinger, som ikke blev virkelighed. Man må elske det, man får lagt i armene. Man kan ikke sørge for de andre. Man kan ikke elske for de andre. Græd bare. Over det, du ikke fik. Selvom andre har oplevet noget andet. Tænk ikke på det lige nu. Bare lev med det, der er dit. Og se så på det, du har. For der er så rigeligt at elske. Så rigeligt!

Bagefter kunne jeg ikke mærke de tørrede tårer, der strammede under øjnene. Og mit hjerte blev lettere. For jeg lærte også så meget sammen med den far. Der er nok at græde og sørge over, javist. Men også så meget at elske. Både det som var og det, som er.

Så vel regner det udenfor. Men idag regner det ikke så meget indeni. En stille støvregn kan være velsignet kølende på ens sjæl. Det behøver ikke kun være højt solskin. Selvom jeg også elsker det.

Advertisements

11 kommentarer on “Pjask, sjask”

  1. Erna Mikkelsen siger:

    Hvor skriver du smukt og berigende! Tak for det. Jeg blev gjort opmærksom på din blog for knap et år siden og har fulgt den siden. Jeres sorg og hvordan du skriver så stort om det, selvom det er stor smerte. Vi er mange, der fulgte denne ulykke sidste år, da vi er mange, der kender lidt til de unge eller deres familie. Kærlige tanker Erna.

    • Ida siger:

      Tak for din kommentar. Jeg har skrevet mig igennem mange svære dage- og heldigvis også oplevet, at dagene blev mere lyse end før. Det gør mig taknemmelig. Tak for følgeskabet på vejen.

  2. Eva R. siger:

    Tak for din fine måde at skrive om sorg og kærlighed på. Det giver mig håb at læse, at der også venter noget godt på den anden side af den akutte sorg efter at have mistet, selv om savnet altid vil være der.
    Du måtte gerne være min sygeplejerske, hvis det var aktuelt…

    • Ida siger:

      Tak selv for dine ord. Der ér et liv på den anden side. Jeg skimter det derude i horisonten, og det er håbefuldt livgivende! Og tak for tilliden til sygeplejersken- jeg har heldigvis også mange dejlige kolleger derude, hvis det skulle være!

  3. Kirsten siger:

    Det var smukke og kloge ord her på en ganske almindelig Torsdag. Dem har du mange af og jeg holder så meget af at komme på besøg hos dig. Tingene kommer på en eller anden måde så fint i perspektiv herinde.
    August er en svær måned for dig og dine kære. Måske bliver det lidt bedre efter denne her – for så vil det ikke mere være første fødselsdag, jul osv. uden Nicolaj. Man lærer jo at leve med sorgen og savnet efterhånden som tiden bevæger sig fremad.
    Jeg er også parat til at være din kollega….

  4. og nu græder jeg, Ida… med og over dig – oh, jeg grøder også af glæde – af glæde over at du findes, at der var en ked far der fik lov at møde lige netop D IG da han stod der og vred sit indre i sorg og en smule skam over det! Åh, som jeg er glad for at du findes og at du udnytter alt det der er DIG – også til glæde for mennesker der egentlig slet ikke har krav på at få del i netop den del af dig… jeg glædes – og græder! Taknemmeligt…..

  5. frovinn siger:

    Du er fantastisk, Ida.

  6. Louise siger:

    åh kære Ida, hvor er det viist – det vil jeg leve med i dag. Kys.

  7. Hulemor siger:

    Jeg vil skrive dine ord fra i dag ud og hænge dem på mit køleskab. Det er det klogeste, jeg nærmest nogensinde har læst..

  8. Ida siger:

    Tak! Fordi I deler tanker med mig. Og fordi I lader mig mærke, at I kan have det ligesådan. Det er jo i virkeligheden det, der er allerbedst ved at skrive ud i ingenting og alting- at mærke, at vi er mange.
    Hav en dejlig dag, dejlige mennesker, med det, som er jeres.
    Kærligst Ida

  9. June siger:

    Kære Ida!

    Jeg fandt din blog via Hulebo.

    Din tekst er fangende, smuk, sørgelig, vis, følelsesladet…og en hel masse andre ting, som jeg kun kan mærke, men ikke forklare. Fordi jeg kan sætte mig i farens sted. Hvor ville jeg ønske, at vi havde haft én som dig, da det gik op for os, at verden slet ikke blev, som vi havde drømt om.

    Din tekst fik mig til at tænke på dette digt, der er skrevet af en mor til et handicappet barn:

    At vente et barn er som at planlægge en drømmerejse til Italien.
    Du køber en masse rejsehåndbøger og lægger eventyrlige planer.
    Colloseum, Michelangelos David, gondolerne i Venedig.
    Du lærer Italiensk. Alt er meget spændende…
    Efter måneders spændt forventning kommer endelig dagen…
    Du pakker dine kufferter og tager af sted. Flere timer senere lander maskinen.
    Stewardessen kommer ind og siger: “Velkommen til Holland”

    “HOLLAND?” råber du. “Hvad mener du med Holland?
    Jeg har bestilt en rejse til Italien! Jeg skulle være i Italien!
    Hele mit liv har jeg drømt om at komme til Italien!”
    Men der er lavet om på fartplanen.
    Maskinen er landet i Holland, og der må du blive…

    Det er vigtigt, at de ikke har ført dig til et rædsomt sted.
    Et sted fuldt af pest, sult og sygdom.
    Det er bare et sted, som er anderledes.
    Så må du ud og købe nye rejsehåndbøger
    og du må til at lære et helt nyt sprog.
    Du møder en helt ny type mennesker, du ellers ikke havde mødt.
    Det er som sagt et sted, som bare er anderledes.
    Tempoet er langsommere end i Italien; der er ikke så pragtfuldt.

    Men når du har været der et stykke tid og har fået vejret,
    ser du dig omkring og opdager efterhånden, at der er vindmøller i Holland…
    Holland har tulipaner. Holland har endda Rembrandter…
    Men alle du kender har travlt med at rejse til og fra Italien.
    De praler af hvor vidunderligt de havde det der.
    Og resten af dine dage vil du sige:
    “Ja, det var der jeg skulle have været, det var det jeg havde planlagt”.

    Og smerten ved det vil aldrig nogensinde foretage sig…
    for tabet af drømme har stor betydning.
    Men…hvis du bruger dit liv til at sørge over den kendsgerning
    at du aldrig kom til Italien, bliver du aldrig fri
    til at værdsætte og nyde det helt specielle,
    det virkeligt vidunderlige ved…Holland.

    Ida, dit tab gør mig virkelig ondt. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er – og har været.

    Tanker herfra.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s