Quiet, please.

Det er dagen efter en sovedag, der blev virkelig mærkelig. Fordi jeg ikke sov. Ikke før alt for sent. Så nu er jeg en dag bagud, og derfor er jeg havnet lige midt imellem alt og ingenting. Sære dage er som regel deres egne.

Også denne dag. Alle børn er afleveret for første gang i flere måneder. Jeg er helt alene. Jeg har savnet det der ‘alene’. For det er vist sådan, jeg holder mig nogenlunde frisk og sund indeni. Jeg har også nydt. Alle dagene sammen. Med børnene. Med manden min. Med mennesker, jeg elsker. Virkelig nydt. Men nu nyder jeg også det modsatte.

Måske er det også særligt tiltrængt lige nu. Det der arbejde kan nogen gange sætte skred i ting indeni. Jeg er rørt og berørt. Af nogen, som er ramt og slået. Af et lillebitte menneske, jeg havde forestillet mig var nærmest home free. Men som bare overhovedet ikke var det. Og måske aldrig bliver det? Og jeg rammes mellem øjnene af den skrøbelighed, livet rammes ind af.

Både andres liv og mit eget. Mit og mines. Jeg har jo smagt den bitreste side af det liv. Lige som så mange andre. Vi er så mange, der må tage hinanden i hænderne og følges ad den vej. Måske er du med på den vandring. Livet bliver jo aldrig det samme mere. Men det bliver måske heller ikke et ringere liv. Totalt set. Åhr, nu er jeg på vej ud af tankespindets vej. Som så mange gange før. Det, som er essensen, er jo bare, at jeg bliver så enormt ramt og berørt, når jeg lige pludselig står midt i andres liv og mareridt, sorg og store glæder. Og jeg bliver rørt og taknemmelig over at kunne leve med og blive brugt. Og virkelig ydmyg over at stå lige dér. Det er nok bare det…

På sære dage er det nok godt nok at kunne få lov at være lidt stille. Så tankespindet kan vikle sig en lille smule ud og finde sin plads. Imens sidder jeg lige så stille med min kop kaffe og kigger ud på regnvejret på Østerbrogade…

Advertisements

4 kommentarer on “Quiet, please.”

  1. Line siger:

    Her min hånd, søs.
    Lad os følges.
    Kh L

  2. Hulemor siger:

    Jeg synes, at en af de fineste menneskelige kvaliteteter er, at kunne – og turde – lade sig røre og berøre af andre menneskers store følelser. Det beskriver du så fint, at man mærker, du er sådan én, der kan det. Og mon ike det er samme evne, der gør, at man på mærkværdig vis lever videre med stunder af lykke, selvom der er sorger i rygsækken..

    • Ida siger:

      Tak for dine ord- og jo, jeg tror det er sådan det er. For der er jo det hele på én gang i en skønsom blanding…


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s