Tale er sølv, tavshed…

ja, hvad er det mon. Guld? Don’t know. Ved bare, at jeg har været tavs. For noget tid. Hvorfor? Ved det heller ikke. Overvejede for en stund, om mit blogliv var ved at ebbe ud. Eller om det bare var noget midlertidigt. Eller om det var noget med, at jeg bare har opgivet kampen om ordene. Med mig selv. Jeg lader stå til. Lader dem komme og gå, som de selv vil. Måske. Hvad ved jeg. Jeg er ikke blevet synderligt afklaret, men spørgsmålene er nok heller ikke af en karakter, hvor jeg har kæmpet for at komme frem til en sådan afklaring. Jeg lader stå til. Som med kornblomstbedet, hvor jeg nu er kommet frem til, at jeg lader stå til og vender det blinde øje til, når kattene igen laver en rar rede inde mellem de sirlige rækker, så det sirlige efterhånden ikke er til at få øje på. Jeg lader stå til, gør jeg.

Imens dagene er gået har jeg lavet ting og sager. Arbejdet, surprisingly. Holdt 3-års fødselsdag for lækker niece. Drukket iskaffe og solet og læst bøger og vasket tøj og skændt lidt på ungerne og elsket at kramme dem også, lavet mad og hygget mig og finsovet på sofaen om aftenen. Kort sagt; haft det almindeligt godt.

Igår måtte jeg afspadsere. Noget med sommerferiebemanding på farens job, manglende pasning for nogle børn og sådan. Virkelig ærgerligt at afspadsere på sådan en solskinsdag. Eller… Faktisk topfedt. Så vi var nogen, der spiste noget mad og puttede noget solcreme i tasken og smuttede. Ud i byen, afsted på kanalrundfart, fordi det var cirka hundrede år siden sidst. Eller noget.

Det var fantastisk vejr, og turisterne havde endnu ikke befolket hele indre by og alle bådene, så vi var næsten selv på båden. Det var der nogen, der nød, for så kunne man prøve stort set alle pladser og teste udsigten, uden noget brok.

Efterhånden kom der flere og flere på vandet, og efter lidt tid indser man det fornuftige i skilte som det her…

Man skal heller ikke kimse ad mulighederne for at være turist i egen by- det er faktisk ret hyggeligt at være en af dem med kamera på maven, der tager billeder af Operaen…

Nogle af de gamle bådehuse på Holmen er lavet om til kontorer- tænk engang at sidde og dyppe tæerne i vandet i kaffepauserne…

Der var smukke skulpturer på havnemolen, som var lavet som et led i en udstilling om, hvordan livet i eksil former sig. De var hvide og smukke, og de gled for hurtigt forbi, synes jeg.

Kanoner og destroyere var også en del af programmet og vakte interesse, ligesom den lille Havfrue, som dog syntes lidt småtskåret, syntes nogen. Og i virkeligheden var hun svær at få øje på, fordi der var så mange, som mig, med kamera på maven, som også godt lige ville hilse på hende…

Muligvis opdagede yngsten hende slet ikke…

Efter sejladsen, hvor moren blev helt opstemt af at have spørgelystne og videbegærlige børn med, greb det om sig for førstnævnte, som syntes at det kunne være helt fint med lidt ekstra kultur, hvorfor Rundetårn blev udflugtens næste mål. Det var måske lige at stramme den, syntes ynglingene. Der blev vist baghjul på vejen op og ned, det mest interessante på toppen var, at der var en kiosk med is, sodavand og rædselsfulde ‘souvenirs’. Så derefter blev kulturen pakket sammen til fordel for pølsebrød og badedyr. Men lidt kultur har også ret, ja?!

Og altså, jeg synes jo det var pænt!

Nu er det allerede dagen efter. Det er overmåde dejligt varmt (ikke noget brok her!), vandlegene er i fuld gang, iskaffen er drukket og der er heldigvis lidt endnu til arbejdet kalder. Jeg nyder på fuld skrue…

Advertisements


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s