Det bizarre liv

Det er så ufattelig bizart, det liv. Så mange forskellige aspekter, det rummer. Jeg begriber næsten ikke, hvordan det kan være i den samme verden på samme tid… Hvordan kan der være plads til alle de modsætninger på én gang?

Hvordan kan jeg sidde her med perleplader og hyggeligheder med mine elsklinge rundt om bordet, mens andre sidder og fryser og venter og håber på, at de får deres elsklinge tilbage fra et rædselsscenarie på en lille norsk ø? Hvordan er der plads til det? I vores sind og hjerter og i vores verden?

Hvordan kan jeg sidde og overveje, om jeg vil spise kanelsnegl eller surdejsbrød, mens andre overvejer, om det ene eller det andet barn, døden nær af sult, skal have den beskidte mundfuld vand, der er tilbage? Hvordan har verden plads til den ulighed?

Hvordan skal der blive plads til mere af denne slags, for den sags skyld?

Jamen, om jeg begriber det. Jeg fanger ikke engang en flig af det… Jeg spørger mig selv. Der er ikke noget svar. Bare et stort spørgsmålstegn. Nogle gange stor sorg og tårer. Nogle gange lykke og fryd. Depending on the theme. Jeg spørger mine kære, mine omgivelser. De ved det heller ikke. Gud bliver spurgt. Jeg ved ikke, om Han svarer, så jeg kan forstå det. Jeg ved ikke, hvorfor Han kan operere med så mange forskellige yderpunkter. Forfærdeligheder. Lyksaligheder. Der er tusindvis af nemme og salige svar, hvis jeg læser Den Gamle Bog, men ikke nogle, som umiddelbart giver mig svar, som jeg leder efter. Ikke nogen som fjerner tvivlen, sorgen, spørgsmålene. Jeg forstår jo i bund og grund ikke det, som Gud forstår og gør. Eller ikke gør. Jeg ville gerne forstå. Men min forstand er ikke til det. Ikke på denne side af Evigheden. For jeg tror. På Evigheden. På Gud. På Kristus, som redningsplanken ud af alt det forfærdelige. Jeg tror. Men jeg spørger alligevel. Om forklaring og svar. Og trøst og mod. Til at leve med alle de mange forfærdelige og fantastiske modsætninger, som ligger i livet. Mens jeg tvivler, sørger, forundres og glædes, spørger jeg Gud om at holde mig i hånden. Og det svar har jeg fået. Han går sammen med mig.

Reklamer

One Comment on “Det bizarre liv”

  1. Line siger:

    Man bliver stille på sådanne dage, hvor livets yderligheder rulles op for en. Vil bare supplere dit indlæg med nogle ord, jeg faldt over i dag, da jeg læste lidt i min Nikolaj-mappe. De gjorde mig godt på en stille dag:

    Ud af tågen
    kommer han dig i møde.
    Stiller sig ved
    din side med
    vandreskoene snørret.

    Jo, Gud går med.
    Kærligst Line


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s