På den 18. for ellevte gang

Jeg begriber det ikke. Hvorfor vi skal opleve den 18. for gang nummer 11. Uden. Jeg begriber det ikke. Det gør stadig lige ondt. Det er stadig komplet uacceptabelt. Uforståeligt. Smertefuldt. Snart har vi prøvet alle måneder uden vores Nikolaj. Det er på en måde en lille smule lettende. At det ikke skal være første gang, hver gang en ny måned oprinder. Alligevel er det angstprovokerende. For jeg vil ikke fjerne mig så langt fra sidste gang, jeg krammede min lillebror. Jeg vil ikke være så langt væk fra ham, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst så ham. Jeg vil ikke have prøvet alle dagene i et år uden ham. Jeg vil ikke. Men jeg kan ikke andet. For jeg bliver ikke spurgt. Ingen af os bliver spurgt.

Jeg har brugt en god del af dagen sammen med min søsterlil. Fordi ensomhed er værst, når man savner og græder. Og nærhed er nogle gange den bedste balsam på sårede sjæle. Det er godt at dele.

Jeg har haft tusinder af tårer indeni mig i de seneste uger. Hvorfor er jeg ikke helt klar over. Der behøver vel heller ikke at være nogen forklaring. Sorgens cyklus er på en måde helt uden for regler og tid. Jeg tænker på, om min krop måske forbereder sig. På at ramme dén augustdag. Måske tror min krop, at det hele sker igen den dag. At vi skydes tilbage til rædslens dage. At Nikolaj nærmest dør igen. Mit hoved ved godt, at det gør han ikke. Han er der allerede. På sommerengen. Hos Jesus. Men mit sind kan ikke finde ud af at tænke det. Det er totalt på katastrofekurs. Måske bliver det først anderledes, når vi er på den anden side af Skærgårdsdagen. Jeg ved ikke noget. Ingenting. Kun at jeg savner uendeligt!

Advertisements

2 kommentarer on “På den 18. for ellevte gang”

  1. Fars siger:

    Kære dejlige Ida-pige. Bare jeg vidste, hvordan jeg skulle hjælpe dig! Men du har jo bare alt for meget ret – vi er ramt, alle.
    Solen skinner smukt ind i den stille have; gartneren går stille omkring og planter sommerblomster; turister kigger og stiller de samme spørgsmål; evangeliet læses og fortæller den samme beretning: Han er ikke her – Han er opstået!
    Derfor skinner solen også i Jerusalem i dag. På os. Og for os.
    Jesus lever – og vi skal leve med ham.
    kærlighed til dig fra mor og jeg

  2. Ida siger:

    Tak for kærlighed, fars. Fra dig, fra mor. Uden den slags kærlighed, som vi seks har til hinanden, kunne rejsen ikke lade sig gøre. Jeg glæder mig over den. Og til Sommerengen med Jesus.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s