Morgenmadssnak

Ved det samosblå bord uden for havedøren sidder jeg med mine cornflakes og min datter den yngste. For med en aftenvagt har jeg ikke specielt travlt, og man kan snildt tage en lang morgen, efter at skolebørnene er stået af ved deres destination og i fuld gang med deres. Ella tager en hyggestund med misserne, morgenmaden og multisnak/morgendans og sludder for en sladder. Det barn taler altid. Hele tiden. For det meste hygger jeg mig med det, også nu, men nogle gange bliver jeg simpelthen nødt til at bede hende om at snakke på indersiden. Med lukket mund. Som i ‘ti nu stille, barn!’. Det gør hun så. I cirka et minut. Max.

Idag skal jeg ingenting, før jeg drager på job. Ikke noget, som jeg ikke selv bestemmer. Derfor har jeg også bestemt, at jeg vil sidde her ved det samosblå bord og nyde morgenen. Jeg tænker lidt, og lader blikket gå den vej, det vil. Lige nu går det indad og udad igen. Mod Norge og Nikolaj. Sådan en rejse sætter skub i mange slags tanker. Det er der heldigvis rigeligt plads til idag.

Jeg kigger på billederne og lader mig flyde med det, de bringer med sig. Det er så fint med et kamera. Man kan gemme på indtrykkene. Fange det, der bevæger ens blik og sind, og faktisk også få lov at sætte det lidt på pause, indtil der er plads og rum til at se og arbejde med det, der vågnede ved synet.

Der var umådelig smukt deroppe ved kysten. Umådelig smukt. Hvidt, luftigt, sommerligt.

-Uanset hvor meget jeg holder af Nørrebro, må man bare sige, at der er en naturlig charme, som stikker det meste…

Hvis ikke man vidste bedre, kunne man på det nærmeste forledes til at tro, at den lille by var en slags yndigt eventyrland. Hvor intet ondt hænder. Hvor ingenting er grimt og ondt. Man ved bedre. Man læser overskrifterne på deres spisesedler og ved bedre. Men der er smukt. Og rart at være. Jeg nyder at se det, nyde det fine. Vide, at min bror og hans venner var glade og tilfredse med livet her. Jeg forstår det og jeg bliver varmere indeni.

Der er masser af billeder endnu. Masser af fortællinger. Men lige nu er der en helt anden historie, og det er, at jeg bliver nødt til at tage på (over)arbejde. Igen. Fordi nogen er syge og andre er travle. Så jeg vinker bare her fra min plads i solen, inden jeg går over og trækker i arbejdstøjet. Nyd solskinsdagen.

Advertisements


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s