Det må være Ole

Klart må det være Ole, der stod for det der regnvejr, som gav sig til at vådte over det hele, lige som jeg havde tænkt mig en fødselsdagseftermiddag i gården, med kaffe til de voksne og sandkasseleg til de yngste. Måske er lykkepillen på to ben faktisk så begejstret glad, at man må lægge lidt regntunge skyer til, for at kunne mønstre al den begejstrethed. Ved det ikke. Vi rykkede under alle omstændigheder indenfor og lod festen fortsætte der.

Fødselsdage er ikke mit største hit. Mine egne, altså. Ikke særlig begejstret er jeg. Det er noget med hvor meget arbejde der er i den slags, og at man selv står for hele baduljen, mens man forsøger at hygge sig og ordne praktikaliteter og den slags imens. Ikke særlig god til det er jeg. Så i virkeligheden plejer jeg sådan lidt at aflyse lige dén fødselsdagsfejring en lille smule. Jeg troede også, jeg ville gøre det i år, men pludselig, dagen før dagen, måtte jeg alligevel gå i gang med en lille fest. For hvis der er noget at fejre, så skal man gøre det. Mens man er her, ikke sandt. Og hvis der er anledning til at sætte sig sammen i en stor bunke, mens man kommer hinanden ved og ses og har det rart, så skal man osse huske at gøre det. Så vi gjorde lige præcis det.

Således gik det til, at jeg holdt fødselsdag for en gangs skyld, og det var noget så hyggeligrart. Og dejligt. Og med fragilitékager og flødeskum, fødselsdagsboller og fine, fine gaver. Heldig starut, er jeg. Nu med lyserød Essielak til tæerne, kopper til hylderne, sandaler til fødderne, smartphone til ørerne og sådan. Ungerne var lige ved at gå til af spænding over den virkelig fine HTC Desire S, som jeg blev begavet med. Nu sidder de forventningsfulde, som en anden lille hundehvalp ved middagsbordet, og venter. På at jeg forlader den. Eller installerer Angry Birds. Eller giver dem en time til at costumize den til uigenkendelighed. Der er noget ved at få sådan nogle gaver. Man bliver vanvittig interessant!

Nu skal jeg lige om et øjeblik hente nogen. Som godt gider hjem og hygge sig hos mig. Jeg er heldig! Imens jeg henter, kan du se hvor mange skønne tulipaner, jeg fik fingre i forleden dag… Misundelse er en grim ting…

Og du må også gerne se min nye gule bluse, mine fine ternede viskestykker, de lækkert farvede karklude, de skønne multifarvede kroge og den slags. Hvis du vil…

-Eller hvad med de skønne altanpotter, jeg faldt over i samme omgang…

Og slutteligt må du få lov at se min yndlingstegning på køleskabet, hvilket beviser at mine børn ganske vist er ved at blive større, men samtidig tydeliggør, at de er tindrende normale. Og at der er ting, der bare aldrig går af mode…

Reklamer

3 kommentarer on “Det må være Ole”

  1. Maria siger:

    Tillykke med fødselsdagen…
    Hvor har du dog fundet de smukke altankasser henne?

    • Ida siger:

      Tak skal du have. 🙂 Jeg har købt potterne i Notre Dame inde ved Vor Frue Kirke- jeg gik helt i spagat over alle de lækre farver!

  2. Maria siger:

    Hvor er de flotte altankasser fra ?


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s