Susende forår

Ok. Så kom det. Godt nok med pelikanstormstyrke, men alligevel. Foråret. Har set udsprungne forsythiagrene idag. Som ikke var fremelsket i subtropiske varmegrader i baglokalet hos en blomsterhandler. Næ nej, helt ægte. Om det var en busk kan diskuteres. Nærmere et par pinde. Stod ved et nedløbsrør på Fælledvej og havde overlevet en hel vinter overrislet af tis og kuldegrader. Ved ikke, hvad det er med Fælledvej, men nogle forveksler den muligvis med et pissoir. Mærkeligt nok. Men den stod der i hvert fald. Forsythiakvisten. Og det skal den have tak for. Jeg havde ikke noget kamera med, så I må forestille jer den gule blomst, i stedet havde jeg en pige i den ene hånd og en pose fra Fatter BR i den anden. Der er noget med noget fødselsdag om et par dage. Det er jo marts… Nogen glæder sig vildt!

Om dagene kan man vel bedst sige, at de går. Hurtigt. I flyvende fart. Med opgaver og ekstra opgaver, børn, arbejde, vasketøj, omkuldvælten i sofahjørnet- i virkeligheden det, man vist kalder liv. Hverdagsliv. Nogle gange er man rigtig godt med, andre gange er man måske lige knapt så højt gearet. Måske kan man sige, at det er lige knapt i øjeblikket. Man synes, man er lidt ophængt, kan man vel sige om os over 30. Men der er hver dag tidspunkter, hvor man forstår, hvorfor man gør det. Hverdagslivet, altså.

Når ens store unge lige pludselig sidder og fortæller spændende og sjove ting, om hvad han har lært henne i den der skole, så glimrer det så dejligt rundt om os, og jeg smiler det bedste jeg har lært på den helt ægte måde. Hvem vidste for eksempel, at der i 1972 var en tsunami på Østerbro… eller var det nu en tornado?! Nåhm, ihvert fald var der heldigvis ikke nogen der døde, eller næsten, for der strøg lige 10 høns og et hønsehus i svinget. Det siger Henrik selv. På æresord. Amen og halshug. Som vi siger. Og Ella sidder med stive ører og gaflen midt mellem tallerken og mund og stønner “Phew, godt vi ikke bor på Østerbro! Dér skal jeg i hvert fald ikke hen!!!” Næ. Ikke om vi opsøger sådan nogle katastroferamte områder! Ikke før i morgen, hvor vi skal i skole og børnehave, i hvert fald. Næ, lad os blive her i varmen på Nørrebro!

For der er jo så dejligt på landet, ikke sandt! Og det er jo faktisk lige her, vi er. Forleden lugtede der umiskendeligt, svagt ganske vist, men alligevel, af komøg. Jeg har stadig ikke knækket koden endnu, men jeg forestiller mig at de henne i væksthaven kunne have gødet en lille smule, før de plantede noget. Ellers er jeg blank. Helt blank. Men vores børn, som har arvet deres mormors helt überhysteriske lugtesans, noterede sig straks forandringerne i morgenluften. Om eftermiddagen var det uændret, og Laust tog et stort snus i luften og udbrød, at det simpelthen er så rart at bo her ude på landet! Det er jo noget ganske andet end den forfærdelige storby til Odense, som ikke havde andet end trafikstøj og uro at byde på… Og den her mor var lige et sekund en smule himmelfalden, men alligevel utrolig glad om hjertet for den store tilfredshed, barnet lagde for dagen. Selvom det i min optik næppe kan blive mere indre stenbro end her…

Reklamer

One Comment on “Susende forår”

  1. Lili Ruby siger:

    Ja det er vist “livet” du oplever lige nu – og MANGE MANGE TAK fordi du deler alle guldkornene med mig (og alle de andre) når man lige sidder her og skumler over at der aldrig kommer nogen af de kommentarer her i huset. SÅ ER DET SKØNT at have dine guldkorn at grine af og dele ud af….

    OG JA FORÅRET ER KOMMET – både på landet og i byen (hehe hvor søde at de tror de bor på landet) – og jeg har købt blomster idag – til krukkerne – det er på tide at få taget sommerblomsterne op fra sidste sommer :0) :0)


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s