Ramt

Tirsdag morgen i et regnvådt København. Jeg har givet mig selv ‘an offer I can’t refuse’. Frikvarter på Laundromat. Har fået kaffen serveret. Nikket til mine morgenvenner på den røde sofabænk. Lader mig synke ned i min egen plet af fred og tid. Musikken som flyder ud i rummet lægger sig som en dyne over mig. Først forstår jeg det ikke. Men så lytter jeg. Og hører Sigur Ròs stemme. Og den skærer ind i mit sind og lægger alting åbent. Lader det hav af sorg, som jeg har i mig, strømme ud i hver en pore af min krop. Fylder mine øjne med tårer, som strømmer ud. Selvom jeg sidder lige midt i verden. Helt ubeskyttet. Uden værn eller forberedelse. Havet slår mod mine indre kyster og lader mig flyde helt tilbage til dagene med blodig sorg og nye erkendelser. Og det mærkes lige pludselig, at jeg stadig ikke har nogen hud. Jeg har stadig ikke fundet ud af at leve det her liv rigtigt endnu. Uden Nikolaj. Jeg er tilbage i dagene omkring verdens ende. Jeg forstår stadig ingenting i virkeligheden. Af det, som overgik os og verden, den dag vi måtte slippe. Jeg lever, men hvordan bliver det til et rigtigt liv igen? Måske aldrig. Han kommer jo ikke igen. Men et andet liv, måske. Som en dag kan føles rigtig? Idag bærer jeg sorg. Så jeg er ved at dø, føles det som om. Fordi nogen satte en plade på et tilfældigt sted i et regnvådt København. Fordi det værste i verden er sket. Fordi livet blev slået i stykker en dag i august…

Advertisements

2 kommentarer on “Ramt”

  1. Åh Ida-hudløs – gid man dog kunne bære lidt af din sorg for dig. Det er ikke spor i orden at det skal være så uforvarende provokerende og svæææært at forny din “hud” og skærme din overfølsomhed. men ligesom det er med eksem så er det jo en reaktion det du går igennem. En reaktion på det der er med og i og om dig og dine! Ville sådan ønske at kunne give dig et kram af den gode slags, at kunne stå dig bi når verden vælter…men… nogle skridt går vi bare kun alene – og med alle dem der er vores nære, kære og netværk lige bagved.
    Kærlige tanker til dig fra Susanne

  2. Lili Ruby siger:

    Altså.. søde Ida…. GODT du lader det strømme – uanset hvor du er… Du har BARE SLET IKKE FORTJENT det her – I har ikke fortjent… og jeg ville bare så gerne kunne sige… “pyt det fikser jeg” – men det ved vi jo også godt at jeg ikke kan…

    I stedet får du en ORDENTLIG krammer og masser af det trøst jeg kan give dig her fra…

    KNUZZZZZZ
    Lili


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s