Nørrebro Skyline

Jeg gik mig en tur idag. Faktisk flere. Mange, endda. Ingen af dem frivillige, men ikke ringere af den grund. Sneen var ganske enkelt ikke kompatibel med ladcykel og utallige kilo børn. Jeg måtte give op halvvejs og tage Pauline i hånden og traske gennem knæhøj karse hen til skolen. Hvorfor jeg ikke tog Laust i hånden også? Fordi han stod op klokken 5, tissede hvert 10. minut, og da vi (okay, indrømmet, en smule irriterede over det ekstremt tidlige tidspunkt) spurgte, hvad han havde gang i, var han lidt forundret over at han tissede rødt… Godt, min dreng. Jeg tror lige, vi skal have en lille urinprøve afsted til lægen, ja?! Men hvem skal mon hen til lægen så? Oh, godt gættet, det var mig. Laust gad faktisk ikke med, han var lige godt igang med en tegnefilm jo! Og lægen sagde ‘jamen, vi må hellere sætte den dreng i behandling!’ og så sagde jeg tak til. Og så møvede jeg mig hjem igen. For derefter at møve mig ud igen efter skolepigen, denne gang bevæbnet med kamera, for man ved jo aldrig, om man støder på noget… vel?! Og det gjorde jeg jo. Da vi endnu en gang havde bevæget os hjem, tænkte jeg, at nu var vi også færdige med den leg for idag. Men kender I ikke bare de der dage, hvor man tager så grueligt fejl dér? For Pauline stak hånden lige ned i en glaskande ude i gården og fik skåret sig så grundigt, at vi måtte en tur på skadestuen. Det kunne have været ganske harmløst- hvis ikke Ruben lige idag er på vagt og har bilen. I Hvidovre. Og ingen andre kan hjælpe. Og klokken er på vej mod spise- og ulvetimetid. Og man derfor er nødt til at tage hele banden med til Bispebjerg Hospital. Med bus. Og humører. Og en lille nervøs pige i hånden, som er bange for, om det er slemt. Åhr altså. Det er mit hadejob som mor. At skulle sige ‘det bliver så fint, skat, du klarer det sagtens’ og den slags. Og hun er tapper med tårer lurende i øjnene, lidt hvid i ansigtet, for det blødte jo ret så meget. På gulvet og fliserne udenfor og sådan.

Nu er vi hjemme igen. Med 4 fine sting i Paulines lille hånd. Hun var modig og sej. Er heldigvis også stolt af sig selv. Stuen lugter af pizza og pommes frites, for man må belønne sig med noget, når man har været så dygtig. Inde på soveværelset er seng og gulv fyldt op af børn, som trænger til at sove lidt tættere på i nat. Jeg putter dem bare hvor de vil. Selvfølgelig. De sover. Jeg har rødvin i mit glas. Om lidt sover jeg garanteret osse!

Reklamer

4 kommentarer on “Nørrebro Skyline”

  1. Carportognoia siger:

    Jeg bliver så glad, når jeg læser din blog. Hvilket måske er sært, når dagens indlæg først og fremmest handler om trælse ting… Men du håndterer dem så fint, så det giver mig håb om, at hvis ikke børnesygdommene og -balladerne bliver nemmere med årene, bliver min evner til at tackle problemerne det måske i det mindste.

  2. Fars siger:

    Åh hvor er du sejg, min store pige! God bedring til alle de dårlige…

  3. Line siger:

    Særlig kærlig hilsen til dig, Pline-pigen og de andre dejlige … L

  4. Lili Ruby siger:

    Auvs auvs… til jer alle og allermest til Paulinepigen… godt hun var tapper – gad vide hvem hun har det efter???? Moren har det hverttilfælde endnu…

    Og så er der da vist nogen der har fået en ny sej dims (zoom?, Linse? obejketiv?? whatever til et kamera…????


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s