Fragile

Åh ja. Det er skrøbeligt, det liv. Man bliver nogle gange mindet om det på måder, man ikke lige havde set komme. Både på den store måde og den mindre dramatiske. I dag blev jeg lige pustet til igen. Helt tilfældigt og heldigvis nådigt. Var på vej hjem fra Nettotur, på cykel. Gør mig klar til at trække over den usandsynligt smattede kørebane på Blegdamsvej. Ser en bil fra venstre. Den blinker ind ad den indkørsel, jeg står ved. Kigger til højre. Begynder at gå over og mærker i det samme, at noget er galt og drejer hovedet til venstre igen. Bilen fra før, som skulle dreje ind, er ikke drejet. Og bremser heller ikke. Men har kurs mod mig. Sekundet senere brager den ind i mig, men rammer min cykel først. Så bremser den. Jeg står bare der, mærkværdigt nok faldt jeg ikke. Helt tom i hovedet i nogle sekunder. Går hen til bilen med min cykel, som larmer fra forhjulet. Får et telefonnummer, forsikrer damen om at jeg er ok, at hun godt kan køre videre på arbejde og nok skal sige til, hvis noget opstår. Trækker over på den anden side og kommer hjem. Hjem til mine små piger, som er alene hjemme en lille stund, mens jeg handlede ind. Og føler mig bare helt træt og tung og mærkeligt sart og nem at slå i stykker. Jeg synes jo ikke, jeg havde glemt livets skrøbelighed. Jeg husker det jo helt tydeligt. Jeg har lyst til at blive hjemme og være stille og alene. I stedet for at være en ressource, der tager på arbejde og passer sarte små mennesker. Bare lige lidt stilhed og alenehed.

Der skete mig ikke noget i dag. Jeg er taknemmelig. For det og for livet, selvom det er sart og skørt. Jeg klarer nok også at gå på arbejde i dag, selvom jeg har ondt i maven og er tyndhudet. For arbejdet ville gerne have mig, da jeg havde været til samtale om en fast stilling i går. Det føles godt og varmt indeni, for hvem ved, om man var værd at samle på, når man er lidt vingeskudt og lidt sprød… Så mens jeg bagte tung og saftig chokoladebrownie til morgendagens julefrokost, lagde jeg ekstra i portionen og bagte en til aftenens vagthold med. Man må vise sig fra sine pæneste sider en gang imellem!

Reklamer

6 kommentarer on “Fragile”

  1. Line siger:

    Sødeste – hvor er det godt, at du er ok. Der var en ekstra engel omkring dig i dag.
    Kærligst L

    • Ida siger:

      Ekstra engle er velkomne. Der er ikke plads til at være foruden… Jeg savner dig og glæder mig til gensyn! Kærligst I

  2. Hold da op – sikke en forskrækkelse du har fået dig.
    Det var godt, at nogen sørgede for, at det kun var cyklen der fik knubs.

    Ha’ en dejlig og forhåbentlig fredelig lørdag…

    • Ida siger:

      Jeg fik en fredelig lørdag, i hvert fald på forskrækkelsesmåden. 🙂 Tak for ønsket, det hjalp helt bestemt!

  3. fru Z siger:

    Oh my..man har lov at være heldig. Og hvor er det skønt at du passer på de små skrøbelige liv. Da vores yngste blev født, var han også meget lille og skrøbelig. Og de sygeplejersker, og sygehjælpere som tog sig så godt af ham de første 3 måneder af hans liv, har jeg den allerstørste taknemmelighed over for. Stadigvæk. Altså også lægerne, men rigtig meget de andre. Som var der hele tiden. Vigtigt job!!!

    • Ida siger:

      Ja, lykkeligvis var jeg det. Man sveder lige pludselig sådan under armene ved tanken om andet!
      Og ja, jeg er sådan en der passer de små muslinger, når de kommer skævt og for tidligt igang med den her verden- det har jeg gjort nogle år nu, og gad vide om jeg nogensinde bliver færdig med det?!


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s