Hvide verden

Det er hvidt derude. Allerede i nat, da jeg cyklede hjem fra arbejde, lå sneen tæt og hvid. Ikke i tykke lag, men nok til at der var helt hvidt og lidt stille. Og lysene på træerne i Panums gård lyste gyldent på det hvide.

Igår sagde jeg noget om jul. Om ikke at have lyst. Om ikke at kunne orke at gå i gang med det. Det hjalp faktisk betydeligt at cykle gennem sneen i den tavse by i nat. Måske er julen reddet på Nørrebro…

Det er lysenes tid nu. Der er altid lys hos min lillebror, hver dag brænder det for ham på kommoden. Det føles rart. Når jeg tænder lyset og flammen tager fat og vokser sig stærk, breder lyset sig over hans billede som en solopgang, der spreder sine lysende stråler. Jeg kan lide at tænke på den solopgang, der engang skal være.

Hjemme hos mor og far brænder denne her stage. Med hjerterne på armene og ordene tro, håb og love. Kliché, kan man hævde. Eller også er det bare sandt. Jeg vælger det sidste. De sidste tre måneder har vist mig, at klichéer kan være sande som intet andet. Og også det modsatte. Jeg vælger lysene. Jeg vil lysene. Jeg vælger kærligheden. Jeg er nødt til at tro. Og jeg håber som aldrig før på at nå til Sommerengen…

Idag har jeg fri. De næste timer må jeg lave lige præcis ingenting. Det betyder en dejlig kop kaffe. Lydbog. Ærmerne på Natteravnen. Jeg siger ikke andet end ja tak!

Reklamer


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s