Frøstand

Jeg er gået i frø. Helt og aldeles. Der er tomt for ord, eller i hvert fald meget færre end der plejer at være, det bevidner bloggen… Hvorfor? Aner det ikke. Er slået af momentan mundlamhed. Måske. Eller bare træt og ramt af efterår og mørke dage?! Det sniger sig ind under huden, det der mørke. Og efterlader mig i hjørnet, rynket og ventende på forår.

Dagene går. Hurtigt og langsomt på samme tid. Julen har kastet sig frådende over bybilledet. Sedlerne i ungernes skoletasker inviterer til julehygge og æbleskiver i flere eksemplarer. Kalenderen siger snart december. Jeg er bare overhovedet ikke med. Altså virkelig ikke. Jul er fint, jul er hyggeligt og dejligt. Det plejer det at være. Men det er også bare svært. Jeg har ikke lyst. Der er hul i julen i år. Der vil være det altid fra nu af. Nikolaj har efterladt sin plads, som bare ikke er til at fylde ud, uanset hvor meget vi prøver. Jeg har gråd i halsen bare ved tanken. Kan man springe julen over?

Det sner lidt. Det er en anden årstid igen. Ikke sensommer. Sensommer er det sidste, Nikolaj har oplevet. Jeg under ham at slutte i den skønne sensommer, men jeg synes det er pinefuldt at leve årstider igennem, som han ikke er med til. Jeg måtte græde, pludseligt og uden varsel, da den første sne var at se. Måske er det dér, ordene bliver fanget. Hvor tankerne snubler og jeg falder hen ad jorden. Det lange savn er sat ind. Det, som ikke flytter sig, eller som kun langsomt forandrer sig. Som sluger energien, som spiser af sjælen. Som stikker og prikker og ikke lader mig være i fred. Som melder sig, uden at give tegn først, som giver mig ondt i maven, når jeg opdager, at verden er gået videre, og måske synes, at jeg også burde være længere end jeg er…

Det er vinterligt efterår. Det er mørkt, koldt og trist. Og jeg er ked af det, som jeg aldrig har været før. Jeg savner og længes. Jeg undrer mig over, at man blive ved med at leve og fungere, når man er slået i stykker. Men man kan åbenbart. Jeg gør det. Hver dag. Og jeg prøver hver dag at forvente godt af dagen. De fleste dage har i virkeligheden også godt med sig. Jeg skal bare se det.

Weekenddagene bragte godt med sig. Det var let at se. En tur til Jylland, en farmor med fødselsdag. Hyggelighed og skovtur, dejlig middag og brændeknuder i ovnen. Det er i sandhed gode ting…

Advertisements


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s