Lommeuld

Der er sværdslag mellem tankerne i mit hovede. I alle mulige retninger flyver de og efterlader mig lettere ør og skør. Jeg har fri idag. Planlagt fri, it is. Alle børn er friske, glade og afsted- og jeg er hjemme. Se, allerede dér begynder tankemylderet. Er det egentlig okay at holde fri, når ens børn ikke gør det? Jo jo, jeg ved godt, at jeg så arbejder på andre mærkværdige tidspunkter og den slags, og på et eller andet tidspunkt skal man jo have fri, men alligevel…

Jeg mener, er det bare fint-fint at moren i butikken bare sidder og slapper af, strikker lidt og lader tiden gå, mens børnene er ude og gøre dette og hint? Eller skal man kaste sig over alle de praktiske beskæftigelser man kan komme i tanke om, bare for at retfærdiggøre hjemmedagen?

Jeg er endt med at vaske tøj og rydde op. Bevares. Det er gode ting at have gjort. Ikke nogen tvivl om det, men når jeg nu sidder her og venter på, at næste vask i tumbleren bliver færdig, så den kan ekspederes videre, hvad skal jeg så? Jeg kunne jo i virkeligheden snildt nappe en lille morfar i hjørnet af sofaen, for jeg sover ikke videre godt om natten. Men jeg får så dårlig samvittighed, og så begynder min hjerne at spinde rundt i alle mulige ting, jeg ellers kunne nå. Støvsuge. Selvom jeg gjorde det i går også. Skifte sengetøj. Det føles så rart. Og giver mindst tre vaske mere. Rydde op. Der er altid rod i et eller andet hjørne. Eller i det mindste løbe en tur og sørge for, at jeg ikke er sådan en tynd-fed type, som damen på apoteket advarede mig om at jeg kunne være…

Er jeg den eneste, som føler mig en kende splittet her? Og det er jo bare en brøkdel af mulige dilemmaer. Muligvis er vi ude i noget med, at jeg ikke er helt sikker på mig selv her, trods det faktum at jeg er familiemor på tiende år. Muligvis er det også noget med, at jeg simpelthen ikke ved, om det er godt nok, det jeg kan præstere. Og her kunne man forledes til at tro, at jeg godt lige kunne tænke mig sådan lidt rygklap og lidt ‘du er da bare helt ok, du gør det så fint!’. Det er ikke tilfældet. Det hjælper ikke rigtig på noget, faktisk. Jeg er heller ikke ude på lidt ynk og noget med, at min mand godt kunne tage sig lidt sammen og hjælpe lidt til. Slet ikke. Det gør han jo faktisk. I fin stil. Måske er det noget med, at jeg bare er grundigt forvirret og nogle gange lidt stresset på den kedelige måde over alle de krav og ønsker, denne her verden banker op for mig. Eller hvad? Hvor meget skal man synes, man skal tage sig sammen for at klare tingene? Hvor meget synes alle andre, det betyder, at  bøgerne står i lige rækker i reolerne, at tøjet bliver lagt sammen samme dag, som det er vasket, at der er madplaner for en uge ad gangen og at ungerne går til noget efter skole? Er det bare mig, der bliver lidt forpustet og usikker på egen formåen her?

Hå. Dér fik jeg lige skovlet noget af det ud af mit system. Det var på en måde ret dejligt!

Advertisements


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s