Det nye liv

Det er det nye liv. Det mærkelige liv, hvor alting stadig vender helt bagvendt og forkert. Og hvor man stadig bløder vildt og voldsomt ved den mindste berøring. Hvor hver dag er første gang stadigvæk.

Fredag var fødselsdag. Turen til Jylland var lang denne dag. Det var mørkt og det regnede, da jeg endelig kunne stige ud af bilen og lægge hænderne på Nikolajs sten. Vi lagde brevene, blomsterne, de små gnidrede pakker fra ungerne. Med gavebånd og fint papir. Og det var sært, svært og dejligt endelig at være i hans have igen. Det var så længe siden, jeg sidst havde været der. Jeg trængte sådan til at se og mærke.

Dagene har været fyldt af følelser, tårer, grin og fnis over alt det skøre. Og fyldt med fantastisk mad i alle afskygninger. Fordi det er sådan, Nikolaj alle dage har elsket det, lige som alle os andre. Der er blevet skålet og ønsket tillykke i blød og rund rødvin. Og den smukkeste helt personlige fødselsdagssang blev givet ham i gave af en kærlig svoger.

De gode venner kom og fyldte os med glæde over dejlige venskaber, der blev ham til del i hans liv. Det er sært og svært at fejre ham sammen med hans venner, når han ikke selv er her mere, men allermest meget dejligt. Og vi nød det og følte det ægte godt.

Billeder blev set, musik blev spillet. Børn legede og savnede og legede videre igen. Voksne smilede og græd lidt, uddelte knus og kærlige ord. Fordi der er ting, der er blevet så vigtige som at trække vejret. Han har lært os meget, ham Nikolaj. Og vi savner ham, imens vi smiler og blinker noget vådt væk fra øjenkrogen…

Advertisements

4 kommentarer on “Det nye liv”

  1. fru Z siger:

    Hvor er det netop familiefantastisk. At I tager dagen til jer, og gør noget særligt ud af den, i stedet for at forsøge at ignorere den. Og selvfølgelig kan I stadig fejre, at han blev født. Selvom han ikke mere kan sidde med ved bordet. Forbilledligt!

    • Ida siger:

      Det er ret fantastisk at ploppe lige ned midt i familien, når der er svære ting på programmet. Det gør mange ting meget bedre! 🙂

  2. Carportognoia siger:

    Jeg bliver lidt klogere på en meget god måde, hver eneste gang jeg læser din blog. Tak for det.

    • Ida siger:

      Selv tak. Det liv kan jo være ret svært at få hold på- og for mig hjælper det fantastisk at skrive mig igennem det. Og så kan man jo faktisk være ret heldig, når gode mennesker har gode indspark… 🙂


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s