Dagen efter natten

Det er næste morgen. Nogle timers søvn hjælper på mange ting. Sidder nu med hævede øjne og en sjæl, der hikster lidt efter nedbrud af forsvarsværker i aftes, men er dog alligevel i bedre stand og ved en hel del bedre mod end sidst, jeg kiggede efter. Det er i sig selv nok at være glad for. Fred i sjælen er uendelig vigtigt…

Så jeg begiver mig ud i endnu en dag, med fortrøstning og forhåbning om, at den bringer godt med sig.

Dagen igår var af den slags, som det ikke er værd at gemme på. Ruben har lige haft et af de store anfald, men lykkeligvis vendte det i aftes, da han havde fået et par liter væske og noget søvn. Et lille drop i gardinstangen er vel nok lige så effektivt som en indlæggelse, synes jeg. Og jeg mener at huske, at det nærmest var en hæmsko for rekreationen at blive indlagt, som det skete i juli måned. Derfor må man ty til alternativer, når man ikke vil havne på Bispebjerg. Vi siger tak for at man selv arbejder i sundhedsvæsenet…

Det har været  hårdt for børnene at far blev syg. De er fuldstændig rundt på gulvet, når der er afvigelser fra normen. Laust turde ikke sove, fordi han var bange for at far ville dø, og han kunne slet ikke overskue, hvis far skulle være alene hjemme, for tænk, hvis der skete noget, som han ikke selv kunne klare. Og den slags frygt må man tage meget alvorligt. De har jo lige oplevet, at man sagtens kan dø, selvom man ikke lige gik og troede det. Pauline er helt udaset indeni, forsøger at overbevise mig om, at hun både har kvalme og mavepine, for at få lov at blive hjemme. Tilsidst var jeg nødt til at gå helt ind til benet for at finde ud at, hvad der plager hende, for hun ligner grangiveligt en, der er helt rask. På kraftig opfordring afslørede hun sin angst for, at far kommer på sygehuset, hvem der så skal passe på hende og på de andre og på far, om alting så går helt galt og al den slags. Så hun er hjemme på sjælsrekreation, fordi man ikke kan klare for meget af den slags, når man er bare 8 år. Ella er besynderligt nok helt ubekymret og glad og vil gerne i børnehave- jeg fatter ikke helt, hvad der giver den reaktion, men jeg takker og nejer, mens jeg forsøger at give mine to store børn al den forsikring og tryghed, de efterspørger. Nogle gange er det svært at se, hvordan man også skal nå at gå på arbejde og den slags almindeligheder, når der er så mange presserende emner at sørge for på familiefronten…

Men jeg forsøger, og der er bedre plads indeni idag, efter at alle tårerne slap ud for en stund i aftes og nat.

Jeg prøver hver dag at forvente det bedste af livet. Der må være godt i vente, sammen med alt det andet, skulle man synes. Der er bare lige en rest af usikkerhed, som giver ringe i vandet, selvom man prøver at gå udenom. Jeg tror, fordi jeg kan se, at andre med tiden tager skridt ud i det gode liv igen, at det kommer til mig også. Jeg bliver bare så utålmodig. Jeg vil jo lige så gerne som mine små utrygge børn have orden i tingene igen.

Indspark til det gode liv tages imod med kyshånd…

Advertisements


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s