Der er udsolgt!

Der er totalt og aldeles udsolgt. På alle fronter. Sidder foran computeren, flimmeren underholder børn i baggrunden, husbonden er ude for at hente pizzaer, jeg har munden fuld af pinocchiokugler og et glas rødvin on the side. Der var ikke andet i skabet. Af den slags som kan give immediate feel-good, du ved.

Det var en af den slags dage på jobbet. Hvor man er HELE 3 (faktisk 5) TING helt selv og alene! Begejstringen kunne med største lethed være i et kinderæg! Hvor skønt er det at være 3-5 sygeplejersker på én gang? Hvor fantastisk sygepleje kan man lige lave på de vilkår? Så ud over at være desillusioneret plejerske, så er jeg så banketræt, så jeg faktisk ikke kan huske mit telefonnummer. Det er skidt. Til gengæld er jeg svært tilfreds med at have fri nu, sidde med tæerne på varm radiator og have en lille smule mindre ondt i den displacerede skulder efter en uges penge. Ret skal være ret. Kan godt være, jeg ikke kan huske mit telefonnummer, men jeg kan godt lige sanse at nyde de små goder, der falder af på mig. Og jeg glæder mig til at spise pizza. Og smide bakken ud og droppe opvasken. Og glemme alt om vasketøj. Til imorgen.

Jeg er alene hjemme. På den der måde, hvor mine søskende og forældre alle sammen er ude af landet. Uden mig. Mig og Nikolaj. Han bliver heldigvis i DK sammen med mig. Én er i Frankrig og nyder alper og lækkerheder med mand, børn og sviger. De andre er lige taget til Norge. Uden mig. Jeg kunne ønske mig at have været med. Men forskellige ting kunne ikke lade sig gøre. I stedet er jeg her. Savner dem. Elsker dem. Ønsker dem hjem igen, når nu jeg ikke kunne komme med.

Men- det er anderledes med Norge nu. Nikolaj er der ikke længere. Han er kommet hjem. Ligger trygt og godt på sin plet i sin have. Hvor vi kan finde ham. Det kan jeg godt lide. Men jeg græder også over det. Hver dag. For aldrig har jeg savnet så forfærdeligt. Aldrig har jeg manglet så inderligt meget. Aldrig har jeg følt mig så forfærdeligt amputeret. Så når de andre tager afsted, så bliver jeg næsten helt bange. For jeg kan ikke holde ud at savne mere eller flere. Eller bekymre mig. Den store uskyld er forsvundet for altid.

Rødvinen er væk i mit glas. Jeg har fået skuldrene fire centimeter længere ned efter mange timers stress og jag. Jeg lader bare lige roen og tiden flyde lidt ind over mig, for jeg trænger simpelthen sådan. Senere kunne jeg såmænd tænke mig, at aftenen kommer til at stå på lidt sofa, lidt tv, lidt strikketøj. Og lidt finsovning. Man skal ikke holde sig for fin…

Advertisements


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s