Det er på tide

Det er på tide med mere almindelighed. Bloggen har siden Nikolaj døde, været ventil og sorgredskab for mig. Uundværligt sorgredskab, faktisk. Men nu… trænger både jeg og den til mere almindelighed. For der er i virkeligheden meget almindeligt derude endnu, selvom vi oplever den ultimativt ualmindelig side af livet også.

Idag har jeg gået rundt og ordnet vasketøj. Meget vasketøj. Det er lissom om jeg virkelig ikke er god til at motivere mig til at elske den pligt. Som Laust sagde om lusene; ‘Mor, er det egentlig en pligt at have lus?’, så kan jeg fristes til at liste det spørgsmål ind, når det gælder vasketøj! Er det egentlig en pligt? Får jeg så en femmer, når jeg har gjort det? Og svaret er: Nix. Til det med femmeren. Det andet- der er vel ikke andet at sige, end at det er en pligt. Som ikke er superlækker. Men som afføder udelt selvtilfredshed, hver eneste gang jeg er færdig med et bjerg af tøj. Og som giver ubetinget ret til at få serveret kaffe til strikketøjet, når Ruben kommer hjem. Det er vel også en slags pligt, ja?

Nå. Men midt i vasketøjet (og oprydningen og alt det der), fik jeg lige pludselig øje på… Ja, altså, faktisk bare sådan hvor vi bor. Og hvordan der ser ud. Og hvor meget jeg godt kan li det. Og hvor mange ting, der egentlig er ret fine, selvom det er klunset, arvet, lånt, selvgjorte og den slags. Og jeg fandt mit kamera frem, for det var så længe siden, det sidst havde taget billeder af mit hverdagsliv. Så længe siden, at der kun var en lille smule batteri på, men jeg nåede det, inden det opgav ævred. Så her er hverdagsglimt fra en almindelig onsdag på Nørrebro…

Og den der grønne pære til fyrfadslys- den er jeg vild med. Den er sådan fin på den virkelig ikke særlig tjekkede måde, og så er der sådan en Strid-historie fra Min Mormors Gebis, som passer lige til…

‘Der bor en mand i en pære,

det er bedst at lade ham være.

Han lever af græs,

Han har brændt sin madras,

Mænd i pærer er tit lidt sære…’

Det er Ellas yndlingshistorie fra den bog, og hun har kunnet den udenad siden hun var to år. Og hun griner hver gang, og synes at det er lidt lissom far… Han er osse lidt sær. Og så griner jeg, og derfor er pærens eksistens på sofabordet helt berettiget. Men nå. Jeg har mere vasketøj på bedding. Kør pænt, derude.

Reklamer

2 kommentarer on “Det er på tide”

  1. frovin siger:

    Véd du hvad, jeg vil godt bekræfte dig i at det er et rigtig rart sted, I bor i. Der er hyggeligt, for man kan se hvem det er, der bor der, og det er jo rart når det er folk man kan li.

  2. Hverdagsliv er godt liv, især når det kan leves et sted, der ser så rart og trygt og godt ud, som jeres sted gør.
    Tanker herfra…


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s