En søsters bekendelser

Der er pause lidt mellem vagterne. Kun en kort en, for om ikke mange timer står den på nattevagt, og så er jeg afsted igen. Men lige nu- er der pause.

Det er dage med arbejde, med pligter, med alle de ting, der hører livet til. Og det er dage med Nikolaj i hjertet, mere og mere, for jo flere dage, der går, jo mere rykker han fra livet og ind i hjertet i min bevidsthed. Måske er det også det, der gør så ondt lige i øjeblikket. Jeg græder, når jeg skal sove. Fordi jeg ikke forstår, men alligevel aner mere end nogensinde, at det virkelig er forbi. Ikke mere Nikolaj. Aldrig mere i dette liv. Jeg græder i stor smerte, for jeg vil den ikke, den erkendelse. Men den tvinger sig vej ind og bemægtiger sig min tanke og følelse. Og når man skal sove, er der så stille udenpå og indeni, så der er man forsvarsløs. Jeg græder mig ind i søvnen, hvor drømmene tager over. Om angst, om drukning, om bekymring, om at miste, om at være magtesløs. Og så vågner jeg. Med tungt hjerte og virkelig tunge øjne.

Alt det, fordi jeg er håbløst fortabt i kærligheden til en bror, som ikke er her til at få den kærlighed. For Nikolaj, det er jo sådan virkeligheden er nu. Uden dig, men med al den kærlighed, som var til dig. Det gør ondt og jeg ved ikke, hvordan livet en dag kommer til at forme sig uden dig. Lige nu synes det ikke rigtigt at være et ægte liv, men måske er jeg bare for forkommen og forslået indeni, at jeg ikke kan mærke tingene, som de er eller kunne være. Jeg ved det ikke. Men livet uden dig, livet efter dig, vil for altid være et andet liv. Jeg er en anden nu, end jeg var den dag, du trak dit vejr for sidste gang. Jeg er stadig mig- og alligevel en helt anden.

Søsterens bekendelser. Om liv, om ikke-liv. Om kærlighed, om død, om mening med galskaben. Der er flere bekendelser på bedding, jeg kan mærke det. Sammen med erkendelserne.

Advertisements

One Comment on “En søsters bekendelser”

  1. Fars siger:

    Kæreste Ida-pige. Jeg forstår din smerte – om nogen. Jeg bærer den selv, dag og nat. Og søvnløsheden. Tankerne. Mareridtet, der ikke vil forsvinde. Vi er vist mærkede for livstid, du og jeg + de fire andre fantastiske mennesker – sammen med de fire lige så fantastiske drenge – i vores liv. Men for livets og Livets skyld bliver jeg nødt til dagligt at lade alt det andet i det liv, der trænger sig på hos mig, få en større og større plads. Vi har stadig SÅ meget fantastisk at leve for, vi to. Og Nikolaj ville ønske det sådan, hvis han kunne… det er jeg 100 på!
    Og selvom det er umenneskeligt hårdt og svært, så bliver alt det fantastiske, vores dejlige dreng har fået lov til at betyde for os, bare endnu mere tydeligt, når liv og Liv får lov til at udfolde sig fortsat. Det hjælper og trøster. Lad os snakke om det, minde hinanden om det og sige: “Kan du huske dengang han…!”
    Husk på, at vi jo stadig er her, allesammen (Gutten i hjertet!), sammen om at være i og bære på den sorg, der følger os som skyggen om dagen. Og nu har vi noget umisteligt sammen! Hverken liv eller død kan tage det fra os: Gemt hos Gud, gået over…, frelst gennem vand.
    I stor kærlighed – fars


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s