Når du mindst venter det…

– så rammer det dig. Savnet. Sorgen. Længslen. Fortvivlelsen.

Det er aldrig langt væk. Men alligevel- nogle gange kan man trods alt føle sig en lille smule stærkere, end sidst man kiggede efter. Lidt mindre skrøbelig på den sprøde måde. Men den slags skal man ikke regne med endnu, har jeg lært.

Det, som er svært for tiden, er naturligvis sorgen og smerten i sig selv. Det er på en måde så åbenlyst, at det må være sådan, så selv jeg, som føler mig blæst rundt, kastet af de vilde vinde, ikke kan blive overrasket over det. Men så er der også den anden udfordring, og den fylder i virkeligheden nok så meget. Erkendelsen af, at Nikolaj ikke er her mere. Når savnet rammer med orkanstyrke, er den erkendelse den næste bølge, der raser mod min sjæls kyst. Og det er virkelig svært. Jeg kan jo ikke forstå det, vel. Det er skygge, et tåget omrids, som bevæger sig i udkanten af min bevidsthed, uden at jeg kan få hold på det. Lige uden for rækkevidde, nogle gange længere væk endnu, er erkendelsen af Nikolajs totale fravær i vores liv. Det gør ondt på en måde, jeg aldrig havde forestillet mig. Et stort, råbende tomt intet i min sjæl. Et sort hul, som suger alt lys til sig og sluger det. Uden at levne noget til mig, som jeg kan holde op foran mig. Smerten ved den intethed er for stor. Jeg kan ikke holde det ud, men jeg kan heller ikke slippe. Hvad er der så at gøre? Intet. At gøre. Er det udholdeligt på den måde? Nej. Det er det modsatte. Ubærligt ubarmhjertigt. Men sådan er døden. Ubærlig ubarmhjertig. Indiskutabel. Det er jo også noget af det, der er mest provokerende ved døden. At den er indiskutabel… Jeg kan vælge at kæmpe og slås og skrige over det. Eller bøje hovedet i min sorg og acceptere dens indiskutable tilstedeværelse. Jeg gør vist stadig begge dele. Jeg har umådelig svært ved ikke at råbe og skrige over den død, min lillebror blev taget af. Men nogle dage er der ikke kræfter til at slås imod det. Så må jeg bøje mig for faktum. At Nikolaj ikke længere er. Jeg savner ham så min sjæl vrider sig. Jeg savner ham, så jeg ikke kan forstå, at man kan savne så meget. Jeg hører musikken, som lød i kirken inden hans højtidelighed. Og jeg savner. Fordi jeg elsker. Og på den måde bliver savnet en lille smule mere en ven. Fordi den er kærlighedens udtryk.

Advertisements

One Comment on “Når du mindst venter det…”

  1. Laura siger:

    Du kender mig ikke. Og jeg ikke dig. Men Ida,dine ord bevæger og rør mig dybt ind i sjælen. Og langt ind i maven. Og gennem din beskrivelse af din sorg føler jeg mig flået inde fra. Og jeg græder med dig. Og føler din håbløshed. Og din afmagt. Din smerte. Og ville ønske jeg kunne sige noget klogt og rigtigt. Trøstende.
    Men det kan jeg ikke.
    Kan kun sige at din brors historie,din historie..jeres families skæbne også har plads i MIT hjerte. Og på den måde kan vi måske dele,lidt.

    De varmeste,kærligste hilsner
    Laura


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s